Hvis du har allergi
Lider du af astma eller allergi, anbefaler Astma-Allergi Danmark, at du vasker sengetøj ved 60 grader mindst hver 14 dag. Dyner og puder skal vaskes 4 gange årligt ved 60 grader og tørre i tørretumbler.
Astma-Allergi Danmark Anbefaler desuden, at du som astmatiker eller allergiker bruger rullemadras, som også skal vaskes 4 gange om året ved 60 grader - så er der en barriere ned til selve madrassen, der ikke kan vaskes.
Kilde: Lise Nørgaard, kommunikationschef, Astma-Allergi Danmark
Mange af os er opdraget med, at sengen skal være redt og dækket med et fint sengetæppe, når vi tager af stedet på arbejde om morgenen. Og det gør de fleste da også. Næsten af halvdelen af danskerne reder seng hver dag, og kun 17 procent reder aldrig seng, viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Videncentret Bolius i december 2020.
Men det er faktisk en ualmindelig dårlig idé. Og det er en endnu dårligere idé at dække dyner og pude til med et tungt sengetæppe.
Gør sådan, når du står ud af sengen om morgenen
- Børst lagnet med hånden.
- Ryst dyne og pude. Ryst dem gerne ud af det åbne vindue, og lad dem gerne hænge og tørre i den friske luft, hvis du har tid. Når dynen luftes, tørrer den hurtigere, så husstøvmider ikke kan leve der.
- Læg dynen i fodenden. Læg dynen i fodenden med undersiden op, så dynen kan tørre helt.
- Luft ud med gennemtræk i 3-5 minutter i soveværelset. Gør det igen, lige før du skal sove om aftenen.
Må vi vise dig en infografik?
Her plejer at ligge et kort, et lagkagediagram eller lignende. Vi kan desværre ikke vise dig infografikken på grund af dine cookie-indstillinger.
Derfor skal du ikke rede seng om morgenen
Når du reder sengen lige efter, du er stået op, holder du på fugten i sengen, og det giver gode forhold for husstøvmider.
Husstøvmider trives bedst ved en relativ luftfugtighed på 55-75 procent og en temperatur på 17-32 grader. Din seng er derfor en perfekt opholdsplads for husstøvmider.
I sig selv er husstøvmider fuldstændig harmløse. Imidlertid er eller bliver nogle mennesker allergiske over for visse enzymer i husstøvmidernes ekskrementer eller over for dele af døde husstøvmider.
Så meget sveder vi om natten
Vi opholder os i gennemsnit 7-8 timer i soveværelset hvert eneste døgn, og det skaber store mængder fugtig luft.
Et menneske sveder omkring 2 dl vand hver nat, så det er vigtigere, at din seng bliver tørret, end at den bliver redt, inden du igen kryber til køjs om aftenen.
Giv sengen en hovedrengøring
Ind i mellem er det en god i dé at give sengen en ekstra omgang rengøring.
- Tør dyne og pude udenfor. Ca. hver 14. dag kan du tage dyner og pude udenfor og lade dem hænge i skygge og tørvejr et lille stykke tid. På den måde tørrer dun og fibre, så husstøvmider og skimmelsvamp ikke kan leve i sengen. Alternativt kan du hænge dynerne i en lun udestue eller ud af vinduet.
- Bank madrassen udenfor. Hvis du kan, er det en god idé, at tage madrassen udenfor og banke den igennem, når du skifter sengetøj.
- Støvsug madrassen. Som alternativ eller supplement til bankningen, kan du bruge en støvsuger til madrassen.