Hvorfor skal du rengøre din madras, topmadras og rullemadras?

Du sveder typisk mellem 2 og 5 dl hver nat, mens du sover, og en del af det sved opsuges af din madras og dit sengetøj. Derudover oplever du måske, at din madras udsættes for blod, urin, sæd eller opkast, og hvis du tillader kæledyr i sengen, kan også de bære både bakterier, urin og afføring med sig.

Alle disse ting kan give madrassen grimme pletter, skimmelsvamp og øge antallet af allergener i din seng, hvilket både kan gøre dig syg, udløse allergi og forringe sin søvn.

Der er altså god grund til at rengøre både din madras, topmadras og rullemadras jævnligt.

1. Bank madrassen med tæppebanker udenfor

Hvis du har mulighed for det, så tag din madras udenfor og bank den godt igennem med en tæppebanker, så støvet falder ned på jorden, når du banker. 

    2. Luft madrassen udenfor

    Når du alligevel har slæbt madrassen ud til en omgang med tæppebankeren, så lad den stå ude i den friske luft et i et stykke tid. Den frisk luft er rigtig god til bekæmpelse af fugt og støvmider. Husk, at madrassen skal stå på et tørt underlag. 

    Er du pollenallergiker, skal du naturligvis ikke tage madrassen udenfor i pollensæsonen.

      3. Støvsug madrassen med møbelmundstykke

      For at fjerne støvmider fra din madras er det en god idé at støvsuge den en gang om ugen, eller hver gang du skifter sengetøj. Brug et møbelmundstykke på støvsugerstangen. 

        4. Fjern genstridige pletter med eddike eller citronsyre 

        Typisk stammer pletter på din madras fra sved eller urin. Til at fjerne pletterne  - husk at bruge rengøringshandsker til beskyttelse af hænder og fingre - kan du bruge en opløsning af enten:

        • 1/2 liter varmt vand
        • 1/2 liter klar husholdningseddike.

        Eller:

        • 1/2 liter varmt vand
        • 1/2 dl. citronsyre (flydende).

        Sådan gør du:

        1. Fugt en klud eller svamp med opløsningen og dup den på pletten.
        2. Lad opløsningen virke i 10-15 minutter.
        3. Tør opløsningen af med en klud opvredet i rent, koldt vand.
        4. Lad madrassen tørre i 6 timer, inden du lægger lagen på.
        5. Gentag processen, hvis pletten ikke er helt væk.

        Sådan rengør du din topmadras

        Beskyt altid din madras med en topmadras. Hvis din topmadras har et betræk, der kan tages af og vaskes i vaskemaskinen, er det en god idé at vaske betrækket fire gange om året. 

        Det er dog ikke alle topmadrasser, der har et vaskbart betræk. Hvis det er tilfældet, så rengør din topmadras på samme måde som en fast madras – se de 10 tip herover.

        5. Rens madrassen med damp

        Det er en god idé at rense din madras med damp, da damp dræber bakterier og vira. Til en madras anbefales ikke en almindelig damprenser, da den risikerer at blæse skidtet længere ind. 

        Brug i stedet en dampsuger, der både blæser damp ud og suger skidt og damp op. Dampsugeren bruger udelukkende damp til rensningsprocessen. 

        Du kan også bruge en tæppe/møbelrenser, der under tryk sprayer et rengøringsmiddel ind i madrassen og herefter suger det op igen.

        6. Dæk ikke madrassen til med dyner og sengetæppe

        Din madras har brug for at tørre og udlufte, når du vågner om morgenen. Derfor skal du ikke som det første dække madrassen til med dyner og sengetæppe. 

        Rul fx dynerne sammen, lad dem ligge i bunden af sengen, og lad sengen tørre i nogle timer. Hvis du har mulighed for det, så hæng også dynerne udenfor til luftning. 

        7. Sørg for ventilation under madrassen

        For at din madras kan tørre effektivt, skal der være luft under den. Den må altså ikke ligge på et lukket underlag som fx en plade eller direkte på gulvet, for så kan fugten ikke slippe væk. Det bedste er en lamelbund og fri plads uden en masse opbevaring under madrassen. 

        Sådan rengør du din rullemadras

        Den tynde rullemadras kan tåle maskinvask og typisk også tørretumbling. Vask den gerne seks gange om året, og oftere, hvis du har støvallergi.

        8. Brug en topmadras og rullemadras, der skåner madrassen for det værste snavs

        En topmadras har typisk et aftageligt betræk, der kan vaskes, og en rullemadras kan typisk vaskes i vaskemaskinen. Begge skåner de din faste madras for den værste fugt og de værste pletter. 

        9. Luft ud i soveværelset

        Udluft dit soveværelse hver morgen, middag og aften, så tørrer din madras bedre, og fugtig luft skiftes ud med frisk luft.

        10. Udskift madrassen, hvis den stadig lugter

        Hvis din madras stadig lugter, efter du har renset, udluftet og tørret den, så kan lugten skyldes en usynlig faktor som fx skimmelsvamp, og du bør udskifte den.