Hvad er befæstelsesgraden?
Befæstelsesgraden er den del af en ejendom, der er belagt med asfalt, fliser, brosten m.m. – det vil sige belægning, hvor det ikke umiddelbart er let for regnvandet at sive ned i jorden.
Er befæstelsesgraden i et område høj, vil mere regnvand blive ledt ned i kloakken i stedet for at sive ned i jorden gennem græsplæner og blomsterbede, og det øger risikoen for en overbelastning af kloaksystemet.
Kilde: DinGeo
Varmere temperaturer lurer forude, og snart bliver det tid til at grille og drikke rosé på terrassen.
Men er jeres terrasse lavet af fliser, får I måske ikke lov til at nyde mad og drikkevarer på terrassen, for den kan være ulovlig.
Nye regler fastslår nemlig, at der højest må være en befæstelsesgrad på 38 % på grunden med ikke-permeable belægninger – det vil sige belægninger, som regnvandet ikke kan sive ned igennem.
Risiko for oversvømmede kældre
Reglerne skyldes, at øgede regnmængder har fået grundvandsspejlet til at stige med en halv meter på blot fire år. Flere steder i landet har græsplænerne stået under vand, og det har forsinket byggeri og lagt pres på kloaknettet.
Nogle kommuner har været på forkant og skrevet krav til befæstelsesgraden ind i lokalplanen, fx er der en befæstelsesgrad helt ned på 35 % i lokalplanen for Jyllinge Nordmark. Nu er problemet så stort, at reglerne bliver udbredt til hele landet, forklarer Steen T. Rasse, seniorkonsulent i Miljøstyrelsens Afdeling for Skybrudsrisikoberegning.
– Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt for de husejere, der har store fliseterrasser, som de nu er nødt til at bryde op og gøre mindre. Men konsekvenserne, hvis vi ikke gør noget, er langt større, og man skal huske, at alternativet er risikoen for oversvømmede kældre og krybekældre, siger Steen T. Rasse.
100.000 ulovlige terrasser
De nye regler betyder, at mindst 100.000 stenterrasser er ulovlige, vurderer Ole Vedsted-Jakobsen, fagekspert i Videncentret Bolius.
– Det er blevet populært med store terrasser, hvor man kan sidde og slappe af og nyde sin have, og de seneste år er der anlagt større og større stenterrasser. Men det betyder desværre, at mindst 100.000 boligejere skal ud og bryde noget af terrassen op, så befæstelsesgraden bliver maks. 38 %, siger Ole Vedsted-Jakobsen.
Han peger på, at den letteste løsning for de fleste er at reducere arealet på netop terrassen frem for at fjerne eksempelvis de tunge kørefliser i indkørslen.
Ingen økonomisk hjælp
Selvom de færreste boligejere kunne tænke sig oversvømmede kældre, vækker de nye regler langt fra begejstring alle steder. Landsforeningen for Terrasseentusiaster i Danske Rækkehuse, Kædehuse og Parcelhuse, LTDRKP, raser over kravene.
– Det bør være boligejerne selv og ingen andre, der bestemmer, hvordan de vil have deres have – om de så vil overhælde hele haven med beton, skal de have lov til det. Terrasserne er blevet større og større de seneste år af en grund, og det er, fordi haveejerne ikke gider at fjerne mælkebøtter og bekæmpe skvalderkål og dræbersnegle – de vil bare gerne sidde på terrassen og nyde den friske luft, lyder det fra terrasseentusiasternes formand, Chresten F. Lisegård.
I 2017 var der håndværkerfradrag til arbejdslønnen, hvis du udskiftede en fast belægning med en permeabel – det vil sige, hvor vandet kan trænge ned igennem – men dette fradrag er forsvundet i år, og derfor er der nu ingen økonomisk hjælp til de boligejere, der skal ud og ødelægge deres fine fliseterrasser.
– Vi har hørt om de store regnmængder siden skybruddet i juli 2011, men pludselig – netop som fradraget er forsvundet – kommer der nye regler. Det er ren økonomisk spekulation fra kommunernes side, mener Chresten F. Lisegård.
Få råd fra en professionel
Er du i tvivl, om du skal fjerne fliser fra din grund, er det en god idé at få vejledning fra en professionel rådgiver, lyder det fra Videncentret Bolius’ fagekspert.
Er du en af de uheldige, der skal i gang med at gøre terrassen mindre, får du i videoen herunder tre tips fra fagekspert Ole Vedsted-Jakobsen.
Reglerne træder i kraft 1. april 2018, og boligejerne har seks måneder til at tilpasse befæstelsesgraden på grunden, så de lever op til de nye regler, forklarer Steen T. Rasse og tilføjer, at det derfor er værd at lægge mærke til datoen i dag.