Soluret – hvor blev det af?

Mange tusind år før det mekaniske ur blev opfundet, opdagede man, at man kunne bruge solen og dens bevægelse hen over himlen til at bestemme tidspunktet på dagen. De gamle egyptere opfandt således soluret allerede omkring 3.500 år før Kristi fødsel.

Soluret kan udformes på forskellige måder, men de første, som egypterne byggede, bestod af flere meter høje obelisker (som stod stik nord-syd), og så brolagde de et cirkelformet område rundt om obelisken. På de flade, indgraverede sten langs cirklens kant kunne de aflæse, hvad klokken var ved hjælp af obeliskens skygge. Når solen stod højest på himlen, kastede soluret den korteste skygge, og så var klokken 12.

Soluret blev mere og mere avanceret

Læser man i historiebøgerne, kan man se, hvordan soluret langsomt blev mere og mere avanceret. Fx fandt man i Rom i 300 f.Kr. ud af, at man ikke kunne 'massefabrikere' solure. De skulle produceres på de breddegrader, hvor de blev brugt, for at være præcise, fordi solens bevægelsesmønster er forskelligt, alt efter hvilken breddegrad man befinder sig på.

Romerne fandt også ud af, at de ved at lave en hulning ned i jorden i den cirkel, man måler tiden i (i stedet for blot at aftegne på en vandret flade), kunne kompensere for, at solen står højere på himlen om sommeren end om vinteren.

Der findes flere måder at bygge et primitivt solur på, hvis du vil efterligne den gamle måde at måle tiden på. Her er en af de enkleste opskrifter:

Du skal bruge:

• En lang pind
• En kortere pind
• Et stykke snor, som er kortere end den lange pind
• Sten til at vise klokkeslættet
• En vandfast tusch
• Et stykke bar jord

Sådan opstiller du et solur

1. Sæt den lange pind i jorden et solbelyst sted.
2. Bind snoren fast i begge pinde.
3. Tegn med den korte pind en cirkel rundt om den lange pind.
4. Vent til klokken bliver 12.00.
5. Læg en sten der, hvor skyggen fra pinden rammer jorden på cirklen.
6. Skriv klokkeslettet 12.00 på stenen med den vandfaste tusch.
7. Efter en time kan du lægge en ny sten, hvor skyggen nu rammer cirklen, og sådan kan du fortsætte.

Solure var populære på danske kirker i Middelalderen

I Danmark brugte man især soluret i Middelalderen fra ca. år 1000-1500. Ofte var det vertikale solure, der var muret ind eller malet på kirkemure. Her aftegnede man en cirkel inddelt i 12 felter, og så var der en trekant eller bøjle, som afgav en skygge og dermed vise tiden i forhold til solens bevægelse. Den slags solure kan stadig ses på fx Ormslev Kirke, Budolfi Kirke i Aalborg og Vestervig Kirke.

Men man har også fundet stenringe med markeringer for sigte til solopgang ved jævndøgn og solhverv, der stammer helt tilbage fra Jernalderen (500 f.Kr. til år 850 e.Kr.). Fx i Tingskoven og i Aalegaard Skov i Nordjylland.

Små solure i kobber i haver

Op i moderne tid er den mest kendte udgave af soluret, den skulpturelle kobbercirkel med en pil igennem, som står på en på en stenplint. Den er i årenes løb blevet placeret i mange danske haver - især ude på landet, hvor der var god plads.

Selv i 2017 er der stadig disse solure i de danske haver, og Kristine Virén, formidlingschef i Videncentret Bolius mener, der er flere grunde til, at soluret - selv om det måske aldrig har været hot-hot - heller aldrig er gået helt af mode.

- Soluret rækker ind i noget nostalgi. Nu har vi alle armbåndsur og mobiltelefoner, så vi ville aldrig gå hen og kigge på et solur. Men det vækker minder hos os. Vi kan huske det fra bedsteforældrenes eller en onkels have og kan i det hele taget godt lide, at der ligger noget historie bag.

- Samtidig tror jeg også, mange godt kan lide tanken om små installationer og skulpturer som en del af havens arkitektur. Det kan være en lille vindmølle, men det kan også være et solur, som faktisk findes i nogle ret flotte udgaver, siger hun.

Soluret blev væk i buske

Signe Dahl Lumholt og hendes familie blev også charmeret af det gamle kobbersolur, der stod på en granitblok i den 750 m² store have, der hørte til det hus, de købte i Sorø for nogle år siden.
- I den gamle have stod et solur placeret i midten af den skrånende forhave. Det var havens vartegn og et typisk element fra landbohave-stilen, hvor alt inventar skulle have en funktion udover det rent dekorative, fortæller Signe Dahl Lumholt og fortsætter:

- Vi var faktisk ret glade for soluret, men vi endte alligevel med at sælge det, da vores bærbuske voksede så store, at det "blev væk", og vi kunne ikke lige finde et andet sted til det. Det var heller ikke lige til at flytte, fordi det var monteret på en rasende tung granitblok. Det blev dog lynhurtigt afsat til en god pris på dba, så det må være eftertragtet med et solur, siger hun.