Regnen trommede om kap med bassen fra Smukfest i baggrunden. Det massive regnvejr stod på over flere dage, men det var ikke noget, som Christian Brandt hæftede sig nærmere ved, da han sidste sommer var i gang med et større renoveringsprojekt i husets underetage. 

– Jeg skulle bare lige hente noget nede i kælderen, da det gik op for mig, at jeg stod med våde tæer og soppede på gulvet, husker han.

Familien bestående af Christian, Karen og tre små børn var netop i gang med at ombygge husets kælder til beboelse, da oversvømmelsen ramte. 


– Ude på gaden stod begge mine naboer helt vilde i øjnene. De bor omkring en meter lavere i terrænet, så de havde begge endnu mere vand end os, forklarer Christian Brandt.

– Vi slap ret heldigt. Vi ligger øverst på kloakledningen, så vi havde ikke fået så meget vand ind, og det var næsten rent regnvand. Hos naboerne stod vandet betydeligt højere, hvilket gik ud over fx vaskemaskiner. De havde fået både mudder og kloakvand med, så de havde et noget større oprydningsarbejde foran sig, uddyber han.

Det kunne være gået meget værre

Det kunne nemt have haft helt andre voldsomme konsekvenser for Christian Brandt og hans familie, hvis timingen havde været anderledes. Var oversvømmelsen kommet tættere på den netop overståede understøbning i forbindelse med renoveringsprojektet, kunne det i værste fald have givet sætningsskader i hele huset.

Var vandet kommet få uger senere, ville nylagte gulve have været ødelagt, så både materialer og arbejdstimer ville have været spildt. Nu ramte det i stedet, mens kælderen stod helt tom, klar til at få lagt nyt gulv.

– Vi havde byggematerialer for mange tusinde kroner stående klar. Blandt andet planker til vores nye egetræsgulv. Det hele stod heldigvis klodset op, så vi slap med skrækken, siger Christian Brandt.
Familien slap dermed også for et større tovtrækkeri og lang sagsbehandling med forsikringsselskabet, som nogle ellers oplever i kølvandet på en vandskade. 

Oversvømmelsen skyldtes massiv regn i Skanderborg over flere dage i sommeren 2019. Da der faldt 27 millimeter den 10. august, var det mere, end kloaknettet kunne nå at lede væk. En situation, de aldrig havde oplevet, eller troede, de skulle opleve, på Møllegade i Skanderborg.

Afløb er husets svage punkt

– Vi havde netop i forbindelse med vores renoveringsprojekt undersøgt, om vi skulle etablere højvandslukke, når vi nu alligevel skulle have nye afløb og den slags. Men hverken naboerne eller vores kloakmand havde oplevet problemer med vand tidligere, så med et stort renoveringsprojekt og et stramt budget valgte vi det fra. Det er jo en ret dyr omgang at etablere højvandslukke, forklarer Christian Brandt.

Oplevelsen har dog fået ham og familien til at tænke lidt anderledes. På kælderens badeværelse har de nu taget deres forholdsregler. 

– Her kan vi løse det ved at have en sandsæk tilpasset døråbningen klar. Så bliver vandet inde på badeværelset, som jo er vådrumssikret, og gør ikke så meget skade.
Til gengæld er bryggerset i kælderen nu husets svageste punkt, netop fordi familien ville sikre sig mod vandskade.

– Da vi fik lavet bryggerset etablerede vi et afløb for at sikre os mod vandskade, hvis vaskemaskinen gik i stykker. Men lige præcis det afløb er der, hvor vandet kan komme ind nu, hvis vi skulle komme i en lignende situation som sidste år. Det er lidt paradoksalt, siger han.

Sådan sikrer du dig bedst mod skybrud

Det er usikkert, hvordan klimaforandringer kommer til at påvirke det danske vejr, men allerede nu kan DMI rapportere om flere og kraftigere skybrud – altså regnskyl, hvor der falder mere end 15 mm regn på en halv time. Skybrud rammer ofte meget lokalt og hvor som helst i landet.

– At der ikke har været vandskade før, betyder ikke, at der ikke kommer vandskade i fremtiden. Med en øget risiko for skybrud i fremtiden er det en god idé, at man som boligejer forholder sig til, hvor udsat ens bolig er, siger Tue Patursson, der er fagekspert hos Videncentret Bolius.

Der findes tiltag, man kan gøre for at sikre sin bolig mod skybrud. De mest effektive kræver dog en større indsats.

– Fald i terrænet væk fra huset og omfangsdræn er selvfølgelig med til at lede overfladevand væk og mindske belastningen på huset, forklarer Tue Patursson.

Derudover er det en god idé at kende bygningens svage punkter.

Ekspertens gode råd:

  • Undgå så vidt muligt afløb i kælderen. Hvis der er afløb, så er den bedste løsning at få etableret højvandslukke.
  • Elektriske installationer placeres så højt som muligt. Undgå stikkontakter nede langs fodpanelerne.
  • DMI kan varsle skybrud, omkring et døgn før det finder sted. Det er for kort varsel til større ombygninger, men der er stadig indsatser, du selv kan gøre for at minimere skaderne:
  • Luk alle vinduer. Vær særligt opmærksom på ovenlysvinduer.
  • Tøm tagrenden for snavs.
  • Rengør riste i kælderskakte.
  • Flyt værdifulde genstande væk fra kældergulvet.
  • Hæv så meget som muligt fra gulvet. Særligt hårde hvidevarer er det vigtigt at få hævet.
  • Bruger du kælderen til opbevaring, så brug helst lukkede plastikbeholdere.