Tegl er lavet af ler, som bliver brændt ved høje temperaturer, og bliver til enten mursten eller klinker. Skal du bruge mursten til gulvet, bør de være hårdtbrændte ligesom klinker. Mursten lægges med mørtel, mens klinker kan lægges i mørtel eller fliseklæb og fugemasse.

Klinker kræver et stift underlag for at undgå, at de revner. Murstensgulve har været udbredt i sommerhuse, mens Hasle-klinken er kendt fra parcelhuse fra 1960’erne.

Anvendelse

Tegl kan anvendes i de fleste rum, men skal de anvendes i vådrum, skal man være særligt opmærksom på vådrumsmembranens tæthed.

Fordele

Hvis du laver et gulv af mursten, kan du lægge murstenene i flotte mønstre, der giver et rustikt og unikt udseende til gulvet.

Ulemper 

Både klinker og mursten er hårde og lidt kolde at gå på, og de giver en hård lyd i rummet.

Rengøring og vedligehold

Et murstens- eller klinkegulv kan være hårdt at gøre rent. Du kan med fordel give gulvet en overfladebehandling fra start, så det bedre modstår snavs.

Klimabelastning

Da tegl bliver brændt under meget høje temperaturer, er klimabelastningen under produktionen af mursten og klinker høj. Mursten og klinker har imidlertid ofte en meget lang holdbarhed og levetid.