Spørg Bolius

Skal jeg kassere mine sparepærer og købe nye LED?

Hej Bolius

Jeg har flere ubrugte, “almindelige” sparepærer. Er det ikke mere økonomi i at bruge dem, før jeg investerer i nye LED-pærer?

Jeg er klar over, at LED er billigere i forbrug, men ved ikke, hvor stor forskellen er. Så, hvad råder Bolius mig til?

Mvh
Magdalena

Hej Magdalena

Det er pærens ’watt-tal’, der er afgørende, for hvor meget strøm den bruger.

Sparepærerne var et mere energivenligt alternativ til de gamle glødepærer med et forbrug, der var omkring 5-6 gange lavere. Men forbruget på sparepærerne er ca. dobbelt så højt sammenlignet med en tilsvarende LED-pære, og sparepærer har en kortere levetid og indeholder kviksølv.

Det er nogle af årsagerne til, man ikke skal købe dem – men nu har du dem jo allerede. 

I artiklen Sådan regner du dit watt-forbrug om til kroner kan du se, hvordan du regner ud, hvor mange kWh fx en pære bruger om året. Det afhænger af pærens watt-tal, og hvor mange timer om året, de er tændt.

Prisen om året afhænger af kWh-prisen på de tidspunkter, hvor pærerne er tændt, hvis du har time til time-afregning.

Se elpriserne time for time her

Så du må selv vurdere, om ikke det giver mening at bruge dem trods et højere forbrug. Men kig på watt-tallet og brug det som grundlag.

Hvis du tager mere end prisen i betragtning, skal du også se på CO2-udledningen på pærernes produktion og forbruget i levetiden. Da sparepærerne i din skuffe er produceret, belaster de – i modsætningen til hvis du køber nye LED-pærer – ikke klimaet, før de tændes i dine lamper. 

Det er svært at sige, hvad der i dit tilfælde vil være det bedste valg CO2-mæssigt, da der indgår mange variabler. Men det er vigtigt at tage med i overvejelserne netop med sparepærer kontra LED, fordi energibesparelsen ikke er lige så stor, som hvis du skiftede fra glødepærer til LED.
 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Henrik Bisp, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden