Spørg Bolius

Sammenlægning af lejligheder

Hej Bolius

Jeg har kig på et hus, der pt. består af to ejerlejligheder. Planen er at sammenlægge de to enheder (altså
nedlægge den ene) ved kommunen, så det bliver et en-families hus. De to enheder har pt. en ejerforening med tinglyste vedtægter og en fælles konto - der er stillet sikkerhed i ejerforeningen via pantebrev.

Idet en sammenlægning sker, vil der så også ske en automatisk opløsning af ejerforeningen? Eller er der tiltag, jeg skal gøre, for at foreningen opløses og ikke fremstår med tinglyste vedtægter og pantebreve?

Og i så fald - hvad kræver dette?

Venlig hilsen Sabrina

Kære Sabrina
 
Først og fremmest skal kommunen meddele tilladelse til nedlæggelse af boligen (som en sammenlægning medfører) i henhold til Lov om Boligforhold §3. Kommunalbestyrelsen kan ikke nægte samtykke til  sammenlægning af boliger hvis ingen af de boliger, der tilvejebringes har et bruttoetageareal på mere end 130 m². Boligerne skal være ledige, uden at dette skyldes opsigelse fra udlejerens side eller boligen, hvis areal forøges, er beboet af beboere, der ønsker at overtage den udvidede bolig.
 
Sammenlægning af to ejerlejligheder er en matrikulær forandring, som varetages af en landinspektør. Sammenlægningen er en ophævelse af ejerlejlighedsopdelingen, hvormed ejerforeningen også ophæves. Såfremt de to enheder er uens belånt skal der gennemføres et panthaveropgør, hvor de enkelte pantebreve prioriteres i det nye énfamiliehus.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Kristian Baatrup, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden