For hver lysstråle fra solen, som ikke rammer solcellerne i panelet på grund af pollen, støv og snavs, går der energi tabt. Det er derfor altid en god idé at holde dem rene.
I udgangspunktet kan regn klare den daglige rengøring af dine solceller, men nogle gange – fx hvis du bor ved et landbrug – kan solcellerne være så beskidte, at det godt kan svare sig at finde vand og børste frem.
Hvornår skal du rengøre dine solceller?
Hvis dine solceller er meget beskidte, bør du rengøre dem. Følg disse huskeregler:
1. Rengør solcellerne om foråret
Det bedste tidspunkt at rengøre dine solceller, er inden solen for alvor har fået magt. Så er de klar til solsæsonen. Og eventuelt en ekstra gang i sensommeren, når der ikke er mere pollen i luften.
2. Rengør aldrig dine paneler i solskin
Når solen skinner, er panelerne meget varme, og det kan ødelægge glasset, hvis du hælder vand på dem.
Rengør helst om morgenen eller aftenen, når det er gråvejr, eller når solcelleanlægget er i skygge.
Sådan rengør du dine solceller
1. Brug kun vand
Brug aldrig rengøringsmidler, som ikke er lavet specielt til dine solceller. Almindelige rengøringsmidler kan skade solcellerne, og solcelleproducentens garanti bortfalder ofte, hvis du bruger rengøringsmidler.
2. Vask solcellerne i regnvand
Fx vand fra regnvandstønden. Hvis dit postevand indeholder meget kalk, sætter der sig kalkaflejringer på solpanelerne, og det mindsker ydeevnen. Du kan også købe forbehandlet eller blødgjort vand, som ikke indeholder kalk.
3. Vær skånsom
Brug fx en blød svamp. Du kan også bruge en klud eller børste (på teleskopstang) til rensningen.
4. Undgå glasskrabere og højtryksrensere
Brug ikke en højtryksrenser, glasskraber, ståluld eller skarpe genstande, der kan skade solcellerne.
5. Gå aldrig på solcellerne
Når du vasker dine solceller, må du aldrig blive fristet til at gå oven på dem. Du risikerer at ødelægge dem.