Konfetti og serpentiner er ofte gæst ved festlige lejligheder - fx nytårsaften. Vi pynter bord med serpentiner, lader dem hænge fra loftet eller kaster dem over møblerne og spreder konfetti med fx et konfettirør.
Kønt ser det ud, men det kan være besværligt at rydde op og rengøre efter dem. Særligt, hvis serpentiner eller konfetti er blevet fugtigt eller vådt og kommet i kontakt med ludbehandlede eller ubehandlede gulve. Her vil deres farve smitte af, og mange kender frustrationen af at vågne op til et gulv, der efter nattens forløb nu ligner en malers palette.
Der er dog god mulighed for at få gulvet rent og pænt igen. Følg trinene i guiden herunder.
Værktøj
-
Skål til sæbespåner og lunkent vand
-
Skuresvamp
-
Handsker
-
Evt. sandpapir
Materialer
-
Sæbespåner
-
Vand
-
Brintoverilte
Sådan gør du
Serpentinpletter og konfettipletter kan være svære at få af et ludbehandlet eller ubehandlet trægulv.
Lav en tyk blanding af sæbespåner og lunkent vand. Husk rengøringshandsker, da pH i produktet er meget alkalisk. Blandingen af sæbespåner og vand skal have samme konsistens som havregrød.
Læg en klat af blandingen på pletten og lad den sidde i 3-5 timer. Så vil massen bløde træet op og suge farven ud.
Det skulle gerne få has på pletten, og du kan slutte af med at vaske gulvet, som du plejer. Men hvis farven fra konfetti eller serpentiner er meget genstridig, kan du slibe pletten forsigtigt væk med finkornet sandpapir.
Hvis ovenstående løsning íkke er nok, kan du vaske pletten med et afblegende middel som brintperoxid (brintoverilte) - du kan fx også bruge klorin, men brintoverilte er mere miljøvenligt. Husk rengøringshandsker. Brug ikke for meget blegemiddel, og lad det ikke sidde for længe, for så risikerer du at afblege træet.