Elefantsnot, eller klæbegummi, som det i virkeligheden er, kan være en god erstatning for søm, skruer, tape, lim eller tegnestifter, når du skal hænge mindre genstande som plakater, notater m.v. op på væggen. Fordelen er, at det klæber rigtig godt, kan genanvendes mange gange, og at det er nemt at fjerne fra de fleste overflader.
Hvis du bruger klæbemassen på ikke porøse overflader som vinylbelagt tapet, malede overflader, glas og metal, er der normalt ikke problemer med pletter. Men på nogle overflader sidder det så godt fast, at det kan være svært at få af. Og det kan få din væg til at se grim ud – specielt, når det er i andre farver end hvidt.
Hvordan fjerner du pletter af elefantsnot?
Hvis du oplever, at elefantsnottet ikke kan fjernes fra væggen, kan du prøve at sætte en større klump på pletten, og se om resten fjernes derved.
Ellers skal der mere drastiske midler til: Skrab pletten væk med en kniv eller glasskraber. Eller rens pletten væk med sprit eller renset benzin. Men prøv altid først, om væggen kan tåle midlet på et sted, der ikke er så synligt.
Hvis det er umuligt at få elefantsnottet væk, kan den eneste løsning være at forsøge at male pletten over. Du kan selvfølgelig også bare hænge en anden plakat eller lignende over pletten.
Hvad er elefantsnot lavet af, og hvad kalder man det også?
Elefantsnot blev opfundet af BOSTIK ved en tilfældighed i 1969. Det er fremstillet af syntetisk gummi og andre ingredienser, som er hemmelige.
Ifølge den engelske Wikipedia er elefantsnot, som hedder Blu Tack på engelsk, ikke tilsat uønskede kemiske stoffer.
På dansk går det bl.a. også under navnene lærersnot, pædagogsnot og abesnot.