Pastinak er en invasiv skærmplante, som er giftig for mennesker. Planten er i familie med bjørneklo, og hvis huden kommer i nærkontakt med saften, kan det give både udslæt, vabler og i værste fald brandsår; særligt, hvis huden udsættes for sollys efter kontakt med planten. Giften findes både i plantens rødder, stængel og blomster.
Sådan genkender du pastinak
Pastinak er en skærmplante, som med sine gule blomster adskiller sig fra de fleste andre skærmblomster, som oftest er hvide. Selv når planten ikke er i blomst, kan den kendes på en gulgrøn farve.
Planten er typisk 1-2 meter høj med blade, der bliver op til 40 cm. Bladene er fjersnitdelte med 7-9 parvise grovtakkede småblade og et endestillet småblad.
Plantens blade kan minde om bjørneklo og kvan, som begge hører til samme familie som pastinak. Den vokser vildt over det meste af landet både i grøftekanter og naturområder.
Sådan bekæmper du pastinak
- Tag handsker på, så du undgår hudkontakt med planten
- Anvend en skarp spade
- Sæt spaden i jorden ca. 10 cm. fra planten og rodstik planten ved at stikke skråt ned i roden i en vinkel på 45 grader.
- Roden skal skæres over lige under vækstpunktet - dvs. under de nederste blade. Vil du være sikker på, at den ikke skyder igen, kan du med fordel fjerne hele roden.
- Fjern altid hele planten, så ingen uforvarende kommer i berøring med plantesaft.
- Put planten i en sæk og aflever sækken i "småt brændbart" på genbrugsstationen. Den skal ikke afleveres som kompost, da frøene så kan spredes.
- Gentag indsatsen, hvis planten kommer igen. Frø kan bevare spiringsevnen i op til 4 år.
Undgå giften fra pastinak
- Beskyt huden - brug handsker, når du fjerner almindelig pastinak, så huden ikke kommer i berøring med planten. Husk også at beskytte øjnene med briller.
- Hvis huden har været udsat for berøring med pastinak, bør du skylle huden grundigt, og kontakt evt. en læge, hvis huden er meget skadet.
- Undgå sollys på de berørte områder i mindst 48 timer, da sollys forværrer risikoen for udslæt og vabler.