Vi tænder lys, når de mørke måneder rammer os, og julen gør sit indtog. De fleste danskere pynter op med elektriske lys både udendørs og indendørs.
Sammenlagt bruger 69 procent af danskerne udendørs lys i forbindelse med vinteren og julen, mens 79 procent bruger indendørs elektriske lys.
Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Videncentret Bolius i december 2024.
Og mens en tilsvarende undersøgelse i december 2022, hvor energikrisen fik priserne på strøm til at stige markant, viste, at lidt under halvdelen af danskerne ville bruge mindre belysning både indendørs og udendørs, gælder det i 2024 for mindre end 20 procent af danskerne. Langt de fleste vil bruge belysning i samme omfang som sidste år, mens lidt under 10 procent vil bruge mere.
Ca. 1.000 repræsentative danskere over 18 år har deltaget i hver af de to YouGov-undersøgelser.
Må vi vise dig en infografik?
Her plejer at ligge et kort, et lagkagediagram eller lignende. Vi kan desværre ikke vise dig infografikken på grund af dine cookie-indstillinger.
Så meget koster det at have en LED-lyskæde tændt
Du kan spare strøm ved at slukke for de udendørs lamper og på indendørs og udendørs lyskæder.
LED-lyskæder bruger dog forholdsvist lidt strøm. Prisen for at have en lyskæde på 5 watt tændt døgnet rundt i 3 måneder er 31 kr. med en elpris på 2,86 kr. pr. kWh (gennemsnitspris oktober 2024).
Hvordan kan jeg spare på udendørs belysning?
- Brug bevægelsessensor til dine udendørs lamper.
- Brug en tidsindstillet føler.
- Minimér evt. udendørs belysning, hvis du har meget.
Brug mindre strøm – brug bevægelsessensor eller timer
En udendørs lampe koster lidt mere at have tændt – hvis den er tændt 10 timer i døgnet året rundt, koster det med en elpris på 2,86 kr. pr. kWh (gennemsnitspris oktober 2024) om året:
- LED-pære, 7 watt: 73 kr.
- Sparepære, 10 watt: 104 kr.
- Halogenpære, 30 watt: 313 kr.
- Glødepære, 40 watt: 418 kr.
Det er muligt at spare på strømmen uden at slukke lysene helt. Hvis du sætter en timer på din lyskæde eller en bevægelsessensor eller tidsindstillet føler på dine udendørs lys, så de er tændt i kortere tid, kan du begrænse forbruget. Desuden kan du skifte til LED-pærer, hvis du ikke allerede har det.
Ingen udendørs belysning øger risiko for indbrud
Hvis du sparer på strømmen ved at slukke helt for de udendørs lamper, kan der også være ulemper ved det. Mindre udendørslys i de mørke timer kan ifølge indsatsen mod indbrud, Bo trygt, give problemer med en faldende følelse af tryghed og et stigende antal indbrud.
Det mest effektive tiltag mod indbrud er at installere sensorstyret udendørs belysning, for indbrudstyve ønsker absolut ikke at blive set, når de nærmer sig din bolig.
Det bør man tage med i sine overvejelser, inden man slukker for alt lyser, anbefaler fagekspert i Videncentret Bolius, Tine R. Sode.
– Man bør ikke spare på den sensorstyrede udendørs belysning, hvor lyset tændes ved bevægelse. Det har en stor præventiv effekt i forhold til indbrud. Vælger man desuden LED-pærer i sine udendørs lamper, så er det ikke meget strøm, lamperne bruger, siger Tine R. Sode.