Reparation af skjulte samlinger på vandrør?
Vi har fået lavet en renovering af vores bryggers i 2024, af en autoriseret VVS'er og vil lige høre om den renovering de har lavet af vores vandrør, er lovlig.
Vi har hørt at man ikke må lave utilgængelige skjulte rørsamlinger, er det rigtigt ?
Mvh. John

Kære John.
Frem til 1989 var det tilladt at lave indstøbte samlinger på kobberrør til brugsvand. (DS 439, 2. udg., maj 1989). Man må derved godt lave en reparation af rørene i dag, hvis der er tale om en lovlig udførelsesmetode på opførselstidspunktet (altså at rørene oprindeligt er etableret før 1989).
Vær obs på hvilket materiale der er anvendt. Det forholder sig eksempelvis anderledes med galvaniserede stålrør, som kun må repareres, såfremt installationen er udført inden 1972. (BR72)
Hvis skaden ikke skyldes en mekanisk overlast, som for eksempel en gennemboring af røret eller anden beskadigelse af røret, bør skadeårsag -omfang på hele strækningen undersøges, inden der udføres reparation. Hvis der er tale om tærede rør generelt, vil en udskiftning være den rigtige løsning. Den tekniske levetid på jern- og kobberrør i brugsvand er på 25-100 år, mens den anbefalede brugstid er på 50 år.
Hvis man vil undgå at banke alle gulvene på strækningen op, kan man i stedet trække nye synlige vandrør i rørpaneler langs gulve eller loft.
Teknologisk institut har i 1993 lavet en anvisning ” Reparation af ikke-udskiftelige kobberrør i vandinstallationer«, DTl-arbejdsanvisning 9301” som fortsat er gældende, og nævnt som et niveau i DS 439:2009. Se anvisningen her: VVS-installationer - Korrosion, kalk og belægninger - Teknologisk Institut
Den er ikke medtaget i den ny vandnorm DS 439:2024, men vil fortsat kunne anvendes, da reglerne om at ”Reparation og mindre ændringer kan udføres med de materialer og metoder der var lovlige på udførelsestidspunktet” stadig er en del af Bygningsreglementets bestemmelser.
I BR18 vejledning er angivet:
Generelt gælder det for vandinstallationer i eksisterende bygninger, at reparation af ledninger og mindre ændringer ved udskiftning af enkelte sanitetsgenstande, armaturer, apparater, beholder mv. i udgangspunktet kan udføres efter metoder, der var tilladte på installationens udførelsestidspunkt.
Med venlig hilsen