Spørg Bolius
Rå murstensvæg i lejligheden - kan vi bare fjerne pudsen så bindingsværket bliver synligt?
Hej.
Jeg pønser på, at vi skal have en rå murstensvæg i vores nye lejlighed.
Jeg har læst jeres guide til dette og har brug for at få uddybet følgende.
I skriver, at man ikke bør fjerne puds på en bærende væg. Jeg ved ikke, om væggen er bærende, må jeg indrømme. Jeg har ingen plantegning over lejligheden og dens bærende konstruktioner. Jeg vil derfor gerne høre, om "bør" betyder, at man ikke må eller blot, at I ikke anbefaler det?
Udover det, skriver I, at hvis der er bindingsværk i væggen, skal det beklædes med brandhæmmende maling.
Jeg har set virkelig mange have bindingsværk i deres murstensvægge, hvor de stadig er træfarvede og altså ikke malet.
Kan I svare mig på, om der findes en lak/olie eller andet, man kan give det i stedet, som er brandhæmmende i stedet for decideret maling?
Jeg vil nemlig gerne undgå at male træet - det er så flot i sig selv.
På forhånd tusind tak.
Alt godt,
Anja
Hej Anja
Vi har skrevet bør, fordi man ikke skal fjerne pudsen med mindre, man er sikker på, at pudsen ikke har en effekt for bæreevnen af væggen. Det kan pudsen eventuelt have..
Som udgangspunkt kan man forvente, at væggene mod trappen eller væggene mod naboerne er bærende. Hvis det er en væg som dette, bør (igen) du ikke fjerne pudsen og især ikke, hvis du har en formodning om, at der er bindingsværk i væggen. Pudsen på væggen har en glimrende brandsikker virkning, og denne skal man prøve at bibeholde.
Er der tale om en væg, som adskiller to rum i din lejlighed, er der sandsynligvis ikke brandkrav til væggen. Og den er måske heller ikke bærende eller stabiliserende. I det tilfælde kan du fjerne pudsen. Men du skal få undersøgt, om den er bærende.
Med venlig hilsen