Christina Orlien var blevet sent på arbejdet fredag den 25. marts 2022. Hun skulle hjem til en veninde senere på aftenen, så i stedet for at suse hjem og afsted igen blev hun på advokatkontoret, hvor hun er sekretær, og sad nu og surfede tilfældigt på nettet.
– Pludselig så jeg den her overskrift: ”Det brænder på Grøndals Parkvej.”
Brand og flammer i overboens lejlighed i Vanløse
Jeg ringede med det samme til en af mine sønner, der undersøgte det nærmere og sagde, at det så ud til, at det ikke brændte på Gudenåvej, hvor jeg bor – kun på den del af bygningen, der ligger på Grøndals Parkvej. Men jeg sprang alligevel på min cykel og kørte hjemad. Jeg kunne lugte røgen helt fra Rådhuspladsen, fortæller Christina Orlien.
Hele området omkring etageejendommen, hvor hun boede, var spærret. Men på cyklen nåede hun hen foran sin opgang.
– Det hele stod i brand. Jeg kunne se flammer stå ud fra køkken og soveværelse hos min overbo, men ikke noget fra min egen lejlighed, fortæller Christina Orlien.
Blev indkvarteret på skole
Sammen med sine naboer blev hun indkvarteret på en skole og registreret med navn og CPR-nummer. Herefter boede hun hos sin bror i en uges tid, inden forsikringsselskabet genhusede hende.
Det er virkelig svært at forklare andre, hvordan det er at stå der og have ingenting
Det lille håb, hun havde haft om, at hendes lejlighed var blevet skånet, brast dog allerede dagen efter branden, hvor hun så, at overboens gulv var faldet ned i hendes spisestue. Dagen efter igen var hele lejligheden revet ned i forbindelse med brandslukningsarbejdet.
– Det er virkelig svært at forklare andre, hvordan det er at stå der og have ingenting. Jeg havde købt lejligheden syv måneder tidligere. Jeg havde solgt mit hus og havde fået min drømmelejlighed her. Jeg nød hver dag at stå på min altan og se ud over Grøndalsparken, og så skete det her. Alt var væk. Det føltes katastrofalt, fortæller Christina Orlien.
Forsikring betalte erstatning og genhusning
Christina Orlien havde en god indboforsikring og kunne derfor få sine ting erstattet. Og da selve bygningen var forsikret, betaler forsikringsselskabet hendes husleje i en genhusningslejlighed, indtil hun kan flytte tilbage.
– Men selvom jeg kan købe en sofa, kan jeg aldrig få den reol eller de vaser, som min mor havde haft. Det er det sværeste. Og så alle billederne. Her prøver jeg med hjælp fra familie og venner at få samlet noget, forklarer Christina Orlien.
Brandsikkerhed og forsikring er vigtig
Fordi skaderne var så omfattende på ejendommen, bliver alt nu revet ned og skal genopbygges.
– Man indser, hvor vigtigt det er, at en ejerforening eller andelsforening sørger for, at bygningen er forsvarligt brandsikker. Derudover går det op for en, hvor vigtigt det er at have en indboforsikring. Den betyder, at man trods alt kan etablere sig igen. Nogle i foreningen havde ikke en indboforsikring, og de var virkelig ilde stedt, siger Christina Orlien.