De fleste ovne trænger til en ordentlig rengøring en gang imellem, når du har tilberedt lasagne eller flæskesteg.
Og har du en pyrolyseovn, kan du blot tænde for specialprogrammet og lade ovnen rense sig selv ved høje temperaturer.
Men vær opmærksom på, at pyrolysen både bruger ekstra energi og sender en partikelbombe ud i luften i dit køkken.
Det viser målinger lavet af ph.d. og professor i indeklima Torben Sigsgaard fra Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet. Efter blot et kvarter er der over 500.000 fine partikler pr. cm3 i luften.
Fine og ultrafine partikler
Ultrafine partikler har en diameter under 0,1 mikrometer (PM 0.1).
Fine partikler har en diameter på 0,3-2,5 mikrometer (PM 2.5).
Måleren i forsøget har målt både fine og ultrafine partikler.
Partiklerne er sundhedsmæssigt bekymrende, da de kan trænge ned i lungerne og ned i de fineste forgreninger af luftvejene, til lungeblærerne, hvor udskiftningen af kultveilte med ilt i de røde blodlegemer finder sted.
Til sammenligning er der målt 10.000-35.000 ultrafine partikler pr. cm3 ved H.C. Andersens Boulevard i København. Ifølge målinger udleder en brændeovn 60.000-160.000 ultrafine partikler pr. cm3.
Bål indendørs
Antallet af skadelige partikler fra pyrolyserensning er så højt, at opfordringen fra professor Torben Sigsgaard er klar:
– Jeg plejer at sige, at det er ligesom at have et bål indendørs. Pyrolysen laver lige så mange partikler, som hvis du steger mad over et bål på gulvet i dit køkken, siger Torben Sigsgaard.
Når du bruger pyrolysen, vil høje temperaturer brænde fastbrændt skidt og snavs væk ved 400-500 grader. Mange ovne har forskellige pyrolyseprogrammer, alt efter hvor beskidt ovnen er, og programmerne tager mellem ca. 1 time og 3½ timer. De høje temperaturer frigiver partikler og danner nogle dampe, herunder gasarten formaldehyd, der kan være skadelige at indånde.
– Derfor er det vigtigt at sørge for at lufte grundigt ud med gennemtræk, mens ovnrensningen foregår, siger Torben Sigsgaard, der understreger, at gennemtræk kun skabes ved at åbne vinduer og døre på hver sin side af boligen.
Mængden af partikler overrasker
At pyrolysen fylder indeluften med skadelige partikler vil formentlig komme bag på en del, vurderer Tue Patursson, fagekspert i indeklima hos Videncentret Bolius.
– Ikke alle er opmærksomme på, hvilken proces der rent faktisk foregår. At snavset bliver brændt og faktisk ender som bittesmå partikler. Jeg tror, mængden af partikler vil overraske de fleste og forhåbentlig få dem til at være mere omhyggelige med udluftningen, siger Tue Patursson.
Udover at sørge for ordentlig udluftning kan du forsøge at fjerne så meget fedt fra ovnen som muligt, inden du sætter selvrensningsprogrammet i gang. Dermed er der mindre fedt at brænde af, lyder anbefalingen fra Torben Sigsgaard.
Emhætten er ikke nok
Selvom emhætter normalt bruges til at fjerne partikler fra køkkenet, er det efter al sandsynlighed ikke tilstrækkeligt at tænde emhætten for at fjerne de meget høje mængder af ultrafine partikler fra pyrolysen.
– Nogle tror, at det er nok at bruge emhætten, mens pyrolysen kører. Men det kræver altså udluftning med gennemtræk at få så store mængder partikler ud, siger Tue Patursson.
I nogle køkkener sidder ovnen ikke lige under emhætten, men i et skab et andet sted i køkkenet, og her vil emhætten have endnu sværere ved at fange nogle af de partikler, der bliver sendt ud i luften i forbindelse med pyrolysen.
Pyrolyse bruger energi
En pyrolyserensning bruger også en del strøm. Ifølge Forbrugerrådet Tænk er energiforbruget ved pyrolyserensning på mellem ca. 4 til 7 kWh.
Til sammenligning er det gennemsnitlige energiforbrug på omkring 1 kWh for almindelig brug af ovnen i en time.
Du kan altså spare på energien ved at bruge knofedt og rengøre din ovn selv. Hvis du ønsker at bruge pyrolysen, kan det med fordel gøres, når strømmen er billigst.