Spørg Bolius
Nye vinduer, har ventet næsten 1 år på at tømreren færdiggør fugerne – hvad kan jeg gøre når jeg har betalt?
Hej Bolius
En tømrer har sat nye vinduer og døre i en del af min bolig, men størstedelen mangler at blive fuget. Jeg har forsøgt at lave aftaler med ham, men han overholder dem ikke og møder ikke op.
Der blev sat vinduer og døre i august månede sidste år. Han har fået betaling for det.
Hvordan står jeg stillet mht. at få gjort det færdigt.
mvh. Trine
Hej Trine
Det var da tosset af ham.
Det bedste havde selvsagt været, at du havde holdt lidt penge tilbage af slutbeløbet, så du kunne have hyret et fugefirma til at lave dem, (for ham).
Det man så normalt gør i disse tilfælde er, at man selv får det lavet, og så sender mig regningen videre til entreprenøren.
MEN! Det er jo nok ret sikkert, at han ikke ligefrem svarer på dette heller, og sender pengene til dig.
Normalt skal man varsle dette “indgreb”. Altså ved at ringe og skrive til ham, at du agter at hyre et fugefirma ind, så du kan få fuget vinduerne. Her skal han have en varsel på eksempelvis 14 dage. Så en varsel mere efter en uge, og så på deadlinedagen, skriver du til ham igen, at nu har han endeligt mistet sin udbedringsret. Så får du fugerne lavet af en anden, og så opkræver du regningen betalt hos tømrerfirmaet.
Alt dette skulle du have gjort for lang tid, forstå mig ret. Men nu må det så blive her op mod et år efter, så har du også været langmodig.
Betaler han så ikke, kan du vælge at klage over ham i Byggeriet Ankenævn eller Håndværkets Ankenævn. Du kan også vælge at indsende en klage over ham til de danske domstole under det, der kaldes Småsagsprocessen. Læs mere om den her: Danmarks Domstole - Småsager
Du kan også vælge at klage over ham, før du får lavet fugerne selv, så er der bare ekstra tid uden fuger i vinduerne. Men viser sin “alvor” i klagen ved at få det klaret selv, og her et år efter, har du udvist rigeligt med tålmodighed.
Ps. Jeg antager ovenstående, at der ligger en klokkeklar aftale om, at det var ham som skulle lave disse fuger. For hvis I er uenige i denne præmis, så er sagen en anden jo.
Med venlig hilsen