Spørg Bolius

Håndværker er forsinket og overholder ikke aftaler - hvad kan jeg gøre?

Kære Bolius,

Min håndværker er meget forsinket med byggeprojektet hjemme hos mig, og jeg har stadigvæk ikke fået en dato for afslutning.

Det drejer sig om fremstilling og installering af et jernvæg og en dør mellen to stuer på cirka 200 x 2500 cm.

Den første deadline, vi aftalte mundtligt, var den 19.12.2018, derfor er projektet nu forsinket i 6 uger. Det startede den 29.10.2018.

Min hverdag er efterhånden blevet til et lille helvede, hvor jeg hele tiden skal aflyse mine arrangementer derhjemme og skal finde et andet sted at sove efter min nattevagt, da min håndværker tit laver om på aftaler eller ikke kommer som aftalt. Han har nøgler til min lejlighed og derfor stor frihed til at komme, når det passer ham og og arbejde til sent på aftenen.

Jeg er ved at blive grundigt træt af, at han afviger med at give mig en konkret dato for færdiggørelse. Jeg har betalt ham 2/3 del af prisen og har slet ikke lyst til at betale ham resten. Vi har ikke indført nogle dagbøder på fakturaen.

Over 3 måneder til at udføre den slags arbejde er urimeligt langtid i min optik.

Hvad kan jeg tillade mig at kræve i min situation?

MVH

Agata

Hej Agata

Tak for dit spørgsmål. Som du nok ved, kan andre læse dit spørgsmål og mit svar, og derfor tillader jeg mig lige at være lidt bagklog:

Dette er netop årsagen til, at man:

  1. altid laver en skriftlig kontrakt.
  2. altid aftaler fast pris og fast tid
  3. laver aftale om dagbøder. Også ved selv helt simple opgaver.

Det kan du ikke bruge til så meget nu, men klog af skade, glemmer du aldrig dette.

Nu kender jeg ikke detaljerne i jeres aftaler, (mundtlige eller skriftlige). Men du skal have fat på håndværkeren igen, og få aftalt en nu gældende deadline. Det skal argumenteres med, at de nu har haft så rigeligt med tid og mulighed for at gøre sig færdige. Forklar, hvad det har kostet dig af tid og besvær, og sæt så en passende deadline. En uge eller to, maks! Håndværkeren skal indvilge i denne nye aftale, som du så sender til ham skriftligt med det samme.

Dagbøder er et udtryk for det økonomiske tab, du som bygherre får, hvis ikke byggeriet er færdigt til tiden. Mange bygherrer har tabt retten til dagbøderne, fordi de ikke kunne bevise deres reelle økonomiske tab (eller varslet det rettidigt). Sagt omvendt Agata, har du haft ekstra udgifter pga. entreprenørens forsinkelse, bør du hive disse frem og vise dem til håndværkeren. For har man ikke aftalt dagbøder, kan man have ret til at få dækket sine ekstra omkostninger efter ”dansk rets almindelige regler”, som det hedder sig.

Da I ikke har aftalt en fast tid, kan det være svært at fastslå fra hvornår disse omkostninger skal dækkes. Men skulle han igen overskride den nye aftalte tid, vil han blive pålagt disse udgifter.

Og ja, ikke flere udbetalinger, førend han er færdig. Dette er din sidste gulerod eller pisk, om man vil. Igen skulle betalingsbetingelserne have fremgået af kontrakten. I værste fald kommer han med en regning nu snart, og så truer han med at stoppe helt, hvis ikke han får disse penge. I så fald må du desværre indkalde en bygherrerådgiver, som kan hjælpe dig med at gøre arbejdet op, og tvinge håndværkeren tilbage.

Det er en kedelig situation, som skal håndteres med lige dele venlighed og imødekommenhed, som med fast hånd.

Jeg ønsker dig held og lykke med det.

Læs mere: Tilbud fra håndværkere og håndværkeraftaler

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden