Fra 2025 kan din gasregning komme til at stige, hvis du er en af dem, der bruger forholdsvist lidt gas.

Den nationale gasdistributør, Evida, der transporterer gassen ud til dit gasfyr, ændrer nemlig gebyret for transport – den såkaldte gastarif. Det betyder, at en større del af regningen bliver en fast udgift, mens dit forbrug af gas får en mindre betydning.

Kunder skal betale samme tarif uanset, hvor de bor

Samtidig ændrer priserne sig alt efter, hvor du bor. I øjeblikket er Evidas kunder delt op i tre områder:

  • Nord (dækker i store træk Nordjylland, Midtjylland og Hovedstadsområdet).
  • Syd (dækker den resterende del af Jylland og Sjælland samt Lolland og Falster).
  • Fyn.

Lige nu er tarifferne dyrest på Fyn og i Syd og billigst i Nord, men fra 2025 ensrettes tariffen, så alle skal betale det samme. 

Beregn din nye gasregning

Du kan selv beregne, hvordan din gasregning fra Evida kommer til at ændre sig med Evidas prisberegner.

Her skal du indtaste dit forventede årsforbrug og din målerstørrelse. Disse oplysninger kan du finde i det brev i e-boks, du i september 2024 modtog fra Evida.

Så meget kan din gasregning fra Evida ændre sig

De ændrede tariffer kommer ifølge Evida til at betyde, at 54 % af de private kunder skal betale det samme eller mindre end i dag, mens 46 % skal regne med at betale det samme eller mere.

De, der som nævnt har et lavt forbrug, vil få den største ekstraregning. Hver 20. kunde kommer til at betale omkring 1.800 kr. ekstra om året, mens hver tredje får en ekstraregning på ca. 375 kr. eller mere på et år.

Det kan dog stadig betale sig at spare på gassen, for du betaler både til Evida og til dit gasselskab som Andel, OK eller Norlys. Begge steder vil et større forbrug betyde en større regning, selv om dit forbrug altså får mindre betydning for den samlede regning fra Evida.

Hvorfor ændres gastariffen?

Ifølge Evida er der særligt én grund til, at gastariffen ændres.

”Evidas tarifmodel skal ifølge loven være det, som kaldes omkostningsægte. Det betyder, at enhver bruger af gasnettet skal dække den omkostning, som man er årsag til. Det vil vores nuværende tarifmodel ikke leve op til, og derfor varsler vi en ny tarifmodel. Evidas fortjeneste komme ikke til at stige med den nye model,” siger Evidas driftsdirektør, Sune Holm, i en pressemeddelelse.

Den nye gastarif træder i kraft med virkning fra 1. januar 2025.