
Foto: PR.
I 1999 lancerede Kvik begrebet samtalekøkken, der siden dannede skole for indretning af både store og små køkkener. Mange af de samme grundprincipper går igen i det nyeste køkkendesign, men der er kommet flere nye farver, løsninger og skuffer til. Og så har teknologien taget over. Alt – fra ovn til opvaskemaskine – kan fjernstyres fra mobilen.
Vi kigger nærmere på, hvilke tendenser skal du være opmærksom på, når du køber nyt køkken eller renoverer det eksisterende. Se listen her.
Nyt køkken - se tendenserne her:
Valg af materialer til køkkenet
Det ældgamle kompositmateriale linoleum, der siden 1800-tallet er blevet fremstillet af linolie, harpiks, kalk, kork, sten og træmel og holdt sammen af hessian vævet af plantefibre, har længe været møbelarkitekternes darling. Materialet, som de fleste kender fra gulvfliser, bliver flittigt brugt som bordplade på spise- og sofaborde på grund af dets holdbarhed. JKE Design har udviklet et køkkenkoncept med linoleum som hovedingrediens. Fås i lys grå, blå og koksgrå med korpus af egetræsfiner. Foto: jke-design.dk
Den rigtige bordplade
At vælge bordplade er for mange den sværeste beslutning, bl.a. fordi det hurtigt kan blive den største udgift. Laminat, især den nye, eksklusive og tynde, kompakte udgave er meget populær, nok især på grund af prisniveauet. Keramiske bordplader med en mat og rustik overflade, marmor og kompositprodukter som Silestone eller Corian hører til i den dyre ende. Her en idé til tre stilsikre tendenser: bordplade i grønt marmor, bronzelakeret køkkenvask og armartur af gunmetal. Foto: svane.com
Hvilken farve skal køkkenet have?
Hvid er stadig den foretrukne farve, men den grå farveskala følger stærkt efter — fra lys grå til koksgrå eller sort. Vælger du mørke farver, skal overfladen være mat, så de fedtede fingre ikke ses. Også elementer i træ —massivt eller finertræ — ligger højt på danskernes favoritliste. Er du vild med farver, så fås CPH Square-køkkenet med pulverlakerede stålfronter i 24 farver – fra rosa til midnatsblå. Opstillingen her koster 350.000 kr. eksklusive hårde hvidevarer. Foto: cphsquare.dk
Skal du vælge skabe eller skuffer?
De store, brede skuffer skabte virkelig en fornyelse i 1990’erne. Ud kom de dybe skabe, hvor de bagerste køkkenting stod og samlede støv. I dag er de fleste overskabe erstattet af hylder, så man kan vise sit megamussel og den hånddrejede keramik frem. Skabe – høje og lave – bruges primært, når der er plads til at samle dem med køle-/fryseskab og ovn på samme væg. Meget populært er tre-i-én-skuffer, så en sektion kun har én front. Det skaber ro. Du kan forny skufferne enkeltvis uden at bygge hele køkkenet om. Foto: Form-plus.dk
Bring teknologien i køkkenet
Via en app på din smartphone kan du tjekke, hvad du mangler i køleskabet derhjemme mens du går rundt i supermarkedet. Køleskabet fra Boschs Home Connect-serie har nemlig to kameraer: et i lågen og et på en anden hylde. Teknologien præger for alvor vores bolig og specielt køkkenet, hvor både ovn, køleskab og opvaskemaskine kan betjenes ved hjælp af mobilen. Lidt af et paradoks i en tid, hvor vi køber flere og flere færdigretter, der blot skal varmes i ovnen i 20 minutter. 14.399 kr. Foto: bosch-home.dk
Køkkenøen skal være æstetisk og praktisk
Det åbne køkken har efterhånden være gennem mange stilskift. Hvor bl.a. køkkenøen før var sammensat af køkkenskabe og skuffer, er det moderne møbeldesign nu rykket ind i køkkenet. Kvik har i deres nye serie, Prato, integreret dele af den klassiske spisestueskænk ind i køkkenøen. Med skuffebakker, hylder og skydelåger er halvdelen af øen blevet et fint og praktisk opbevaringsmøbel, hvor der både er plads til bestik og børnenes tusser og blokke. Foto: kvik.dk