Spørg Bolius

Middel mod nøddesnudebiller?

Jeg har en stor nøddebusk, der er angrebet af nøddesnudebiller. Det resulterer i 0 nødder hver år. Hvis man googler, hvordan man kommer dem til livs, anbefales det at dyb-kultivere jorden under hasselnødderne eller holde høns, der kan spise både larver og biller. Ingen af disse metoder er mulige, der hvor mine nøddebuske
står.

Hvordan kommer jeg af med billerne på en anden måde? Gerne ved sprøjtning eller…?

Mvh.. Claus Ladefoged

Hej Claus
 
Mig bekendt findes der ingen godkendte sprøjtemidler, der kan bekæmpe nøddesnudebillen eller dens larver, så forebyggelse er nok eneste vej frem, hvis du vil begrænse angreb. 
 
Hvis kultivering eller høns ikke er en mulighed hos dig, kan en kontinuerlig opsamling af nødder være en metode til at begrænse angreb de følgende år. Du kan eventuelt lægge en fiberdug ud under busken og samle alle de nedfaldne nødder op. Fiberdugen gør det både nemmere at samle nødderne op, men den forhindrer også nogle af larverne i at grave sig ned i jorden og forpuppe sig. Da larverne kan overleve flere år i jorden før de forpupper sig, må dette gøres over et par år, måske endda hvert år. 
 
Desværre kan den voksne nøddesnudebille flyve, så hvis der er mange andre hasselbuske i området, kan det være svært at forhindre "nabobillerne" i at flyve til din hasselbusk. Her kan det være at en overdækning med insektnet kan forhindre de voksne biller i at lægge deres æg. Men der skal et stort net til, hvis det er en veletableret hasselbusk. 
 
Ifølge plantedoktor.dk Nøddesnudebillen (plante-doktor.dk) begynder nøddesnudebillen at flyve omkring fra forsommeren og lægger deres æg først i juli, så det er her der skal dækkes til, hvis man vil begrænse angreb.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Berit Rørbøl, haveekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden