Mette Rosendahl har altid været glad for farver. Hun er ikke den type malermester, som bare maler hvidt. I cirka halvdelen af tilfældene spørger kunderne hende derfor til råds om farvevalg, de har overvejet. Her lyder spørgsmålet meget ofte: ”Hvad synes du?”
Mettes egen lejlighed i en typisk, solid og enkel 1930’er-ejendom i Holbæks bymidte har været hendes hjem siden 2013. Her har hun intet mindre end en fest i form af jævnlige eksperimenter med farver og sammensætninger, mønstrede tapeter og nye strukturer, hun har lyst til at prøve af, før hun anbefaler dem til andre.
I perioder ændrer hun ret kraftigt på tapeter og farver – ikke kun på vægge, men også på træmøbler, som får en overhaling med sikker hånd. Inden for få måneder kan der ske store og overraskende forandringer, uden at det nødvendigvis behøver at betyde udskiftning af møbler og andet indbo.
Se de farverige vægge her
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Blomstret tapet i køkkenet
– Ændringerne sker løbende, når jeg for eksempel bliver begejstret for et flot tapet og ikke kan holde fingrene fra det. Det kan være, jeg opdager det på nettet eller i forbindelse med indkøb af materialer til mit arbejde. Så tænker jeg, at det må jeg absolut prøve, og kun en høj pris kan stoppe mine planer, siger Mette og fortsætter:
– Sådan skete det for nylig, da jeg tapetserede entréen med et storblomstret tapet fra Rasch. Derefter var det oplagt at male det gamle karlekammerskab, jeg opbevarer sko i, i en karrygul nuance, der findes i tapetet. Det er altid godt, når der en vis sammenhæng i farvevalget, hvis det er i det samme rum, fortæller Mette om skabet, som hun først prøvede at male lyserødt og grønt.
Når hun bruger tapet i netop entréen, tjener det også andre formål end de rent æstetiske. Det skal fx dække over skæmmende ujævnheder fra fortidens rørføringer, kabler m.m.
Væg som maleri
I det hvide køkken har hun til den ene væg valgt tapet med entréens mønster blot i større format. Her har hun holdt sig til den ene væg, som har fået karakter af multifarvet maleri.
– Jeg er ikke altid sikker på mit valg, men er ikke nervøs for at prøve mig frem. Og for mig, som er i malerfaget, er det ikke noget stort projekt at fortryde og male om igen, hvis en farve ser forkert ud. Nogle vil måske kalde det modigt. Men jeg har bare lyst til at prøve mig frem i mit eget hjem og har altid været glad for farver og sammensætninger, man ikke ser så tit, fortæller Mette.
Malermesterens råd til arbejdet
Træmøbler: Slib, vask og mal gamle træmøbler
Maling: Til vægge og lofter bruges maling af bedste kvalitet; så er en enkelt gang maling som regel nok. Kun vægge og lofter af træ skal vaskes ned før maling.
Tapet sættes op, som det fremgår af brugsanvisningen. I dag kommes tapetlim på væggen, og tapet sættes derefter op. Det er lettere at arbejde med og kræver kun én person. Er der tapet på væggen i forvejen, afrenses det ved hjælp af tapetopløser og værktøj.
KABE spartles, slibes og spartles igen med det rigtige værktøj. Voks duppes på efter anvisning på emballagen.
Følg vejledningen og køb det korrekte værktøj til formålet.
Betonlook i soveværelset
Senest har malermesteren fundet på at beklæde væggene i sit soveværelse med betonlook i form af spartel fra KABE Copenhagen. Det fås i flere farver og i både grove og fine strukturer. Hun har valgt en KABE Raw, mens andre foretrækker væggene silkeglatte.
Metoden går ud på at spartle, slibe, spartle igen og afslutte med en medfølgende voks.
– Hvis bare man følger vejledningen, kan man sagtens gøre det selv. Flere kunder havde spurgt mig om produktet, og så tænkte jeg, at jeg selv ville forsøge herhjemme. Det samme med tapeter, som bortset fra i entréen bliver for dominerende på alle fire vægge, siger hun og fortsætter:
– Det er sjovt at eksperimentere med nye og anderledes produkter og design. Men selvfølgelig har jeg grænser. Fremfor at have rum i alle regnbuens farver foretrækker jeg, at de hænger sammen i et flow, når man går fra det ene til det andet, uden at mønstre og farver bliver alt for voldsomme.
Mandlige venner roser mest
Mette bor alene og skal derfor ikke spørge en partner om hans smag og mening om vægfarver og boligindretning. Men når hun får gæster, er det især de mandlige venner, som roser boligen og synes, at hendes valg af farver og tapeter er noget så vellykket:
– Nogle bliver inspireret til deres eget hjem, andre siger, at jeg bor flot, men at det aldrig ville gå hos dem. Jeg har altid været glad for farver også til tøj og sko og tager det ikke så tungt og personligt, hvad andre tænker og synes.
Mette køber sjældent nye møbler, men det sker, at et fejlkøb må gøres om igen, som da hun købte en olivengrøn veloursofa og en daybed polstret med cognacfarvet læder. Begge møbler viste sig at have upraktiske størrelser, så de måtte sælges igen.
Ingen regler for farvesammensætninger
Af samme årsag køber hun ikke dyre designmøbler, da det vil være ærgerligt, hvis de skal udskiftes lige så hurtigt:
– Regler for farvesammensætninger synes jeg ikke, der bør være. Det må være smag og behag, der betyder noget. Hent inspiration fra medier som fx Instagram, og prøv jer frem med farveprøver fra farvehandleren. Lyset i din bolig kan nemlig sagtens være et helt andet end det i forretningen. Farvekort kan også snyde, og desuden er det en god idé at passe på med de mørke toner.
Med en bolig i konstant forandring har Mette måske nye, aktuelle planer i ærmet lige om hjørnet?
– Jeg overvejer tapet til en væg i soveværelset, og det skal helst være i grå toner, der matcher væggene i resten af rummet. Ellers har jeg ingen planer, men det kan jeg jo få.