Hverdagen har ændret sig radikalt siden marts 2020, hvor Danmark blev lukket ned for første gang under corona-pandemien. Nedlukninger og restriktioner førte til mere hjemmearbejde, hvor spiseborde blev omdannet til kontorpladser og morgenmøder erstattet med digitale møde-løsninger. 

Den øgede tilstedeværelse i de danske hjem har haft en positiv effekt på indbrudsstatistikken, viser rapporten Effekter af COVID-19 pandemien på indbrud i privat beboelse fra oktober 2021 fra Center for Kriminalitetsanalyse og finansieret af Bo trygt.
 

Antallet af indbrud i boliger faldt under corona-pandemi

Siden 2011 er antallet af indbrud i de danske hjem faldet, men corona-pandemien har skabt et yderligere dyk. I corona-året d. 18. marts 2020 til og med d. 17. marts 2021 var der lidt flere end 15.000 indbrud. Året forinden, i samme periode, var der knap 24.000 indbrud. Det betyder, at antallet af indbrud under første år med COVID-19 faldt med 36 procent. 

Til sammenligning faldt antallet af indbrud begået i samme periode fra 2018/2019 til 2019/2020, altså inden restriktionerne, med 18 procent.

Udnyt hjemmearbejde og reducér indbrud i nabolaget

At være i hjemmet reducerer risikoen for indbrud i sig selv. Men I kan også skabe mere tryghed, hvis I hjælper hinanden indbyrdes på villavejen eller i opgangen, når I arbejder hjemme. 

Hvis I skaber liv og aktivitet i området, gør I det meget svære for indbrudstyvene at få fred til at begå indbruddet. Samtidig vil indbrudstyve ikke risikere at blive genkendt, så hvis der er meget tilstedeværelse i området, er der større chance for, at de holder sig væk.

Måske er der nogle dage, hvor du selv arbejder hjemme, og andre dage, hvor dine naboer gør? Her kan du hjælpe dig selv og din nabo ved at:

  • Gå en tur i området i løbet af dagen.
  • Hilse på dem, du møder.
  • Aftal med dine naboer, at I holder øje med hinandens hjem.
  • Holde pauser udendørs.

Når du alligevel har hjemmearbejde, kan du bruge din pause på at gå en tur, hvor du samtidigt kigger ind til nabohuset. Du kan måske også tage et telefonmøde, mens du får noget frisk luft. 

Spørg din nabo, om I kan aftale, at i går en tur forbi hinandens huse, når I arbejder hjemmefra.

Mere hjemmearbejde i fremtiden

Meget tyder på, at hjemmearbejde bliver mere almindeligt. En analyse fra Eurofound, EU-agenturet for forbedring af leve- og arbejdsvilkår, viser, at ca. 60 % af danskerne gerne vil arbejde hjemme mange gange om måneden.

Overvej derfor at lave aftaler med dine naboer om at holde øje med hinandens boliger.