Når du åbner døren og inviterer familie og venner indenfor til middag, kaffe eller børnefødselsdag, er det ikke længere et særsyn, at der også følger en logrende hale og en vuffende hilsen med.
– Der er ingen tvivl om, at det er nogle normer, der er i skred. Fra at selvfølgelig skal hunden blive hjemme, i retning af, at selvfølgelig skal hunden med. Hunde bliver i stigende grad betragtet som medlemmer af familien, og så vil folk gerne have dem med sig. Og så kan der også være praktiske ting i det, som at man jo typisk ikke kan lade en hund være alene i mere end 6-7 timer, forklarer Peter Sandøe, professor i bioetik ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi og Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab samt leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd.
Mere almindeligt at tage hunde med på rejse og restaurant
Han uddyber:
– Også i forhold til alt fra rejser til restaurantbesøg er det blevet mere almindeligt, at hunden følger os, og derfor forekommer det også naturligt at tage den med, når man skal besøge venner og familie. Måske ikke ligefrem til et bryllup, men i hvert fald til den mere uformelle del af det sociale liv.
Hvis man som hundeejer har et praktisk problem i forhold til hunden og overhovedet ikke møder forståelse hos dem, man vil besøge, så kan det komme til at begrænse, hvor meget man ses
Nemmere at få lov til at tage små end store hunde med i andres bolig
Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub mener også, at flere og flere tager hunden med på besøg.
– Jeg kan ikke henvise til statistik, men vores indtryk er helt klart, at det er blevet mere almindeligt og mere acceptabelt, at den udvidede del af familien – hunden – kommer med, siger hun og fortsætter:
– At vi ser en fremgang i mindre hunderacer, og at der også er et stigende antal hundeejere i byerne, kan også gøre, at man måske er mere tilbøjelig til at tage hunden med. Det kan være nemmere at spørge, om man må tage en lille hund end en stor hund med.
Må vi vise dig en quiz?
Her plejer at ligge en quiz. Vi kan desværre ikke vise dig quizzen, på grund af dine cookie-indstillinger.
Spørg altid først om lov til at tage din hund med i andres hjem
Uanset, hvor almindeligt det er at have hund med, er det vigtigt at spørge om lov først, mener de to eksperter.
– Man skal stadig spørge om lov. Også selv om man skal på besøg hos sin nærmeste familie, mener Lise Lotte Christensen.
– Etiketten er stadig, at man ikke kan tage det for givet, at man må tage sin hund med. For selv om der er 20 % af de danske husstande, der har hunde, som igen er de mest populære familiedyr, og der er rigtig mange udover det, der godt kan lide hunde, så skal man huske, at der er en gruppe mennesker, der ikke bryder sig om hunde eller direkte er bange for dem, siger Peter Sandøe.
Disse fire kategorier ønsker ikke hunde på besøg i deres hjem
Han forklarer, at de, der ikke er begejstrede ved udsigten til at få en hund ind i deres hjem, deler sig i fire kategorier.
– Der er dem, som er fysisk bange for dem. Så er der dem, der er allergiske og ikke kan tåle dem. Så er der dem, der synes, de er ulækre og ikke vil have dem ind i deres hus med deres hundehår, savl og krads på møblerne. Og så er der dem, der bare synes: Hvad skal det gøre godt for?
– Jeg læste et meget sjovt citat fra USA, der nok indkapsler denne type ret godt:
”I think dog ownership should be treated like watching pornography. I defend your right to do so at home, but don’t bring it to Starbucks” (Jeg synes, at hundeejerskab skal betragtes som at se pornofilm. Jeg forsvarer din ret til at gøre det derhjemme, men gør det ikke på Starbucks), siger han.
5 gode råd, hvis du vil have hunden med på besøg
- Tilrettelæg besøget, så du møder op med en træt og velafbalanceret hund, som ikke er tissetrængende. Dvs., at du går tur med hunden på vej derhen eller gør det derhenne, inden du går ind. Sørg også for at lufte den cirka en gang i timen, mens du er på besøg, fordi hunden kan være lidt stresset af at være et sted, den ikke kender. Det betyder, at den vil drikke mere og trænge til at tisse mere.
- Sørg for, at hunden er børstet, ren og tør – og at du har håndklæde med, du kan tørre poterne af med.
- Hav et lille tæppe eller håndklæde med, så hunden ser noget, den kender og naturligt lægger sig roligt på det ved siden af, hvor du sidder.
- Hav en lille skål med til vand. Så viser du, at du har styr på forsyningerne til din hund, og at du ikke har i sinde at bruge dine venner eller families Bing & Grøndahl-stel til lille Fido.
- Hold hunden i snor, når du kommer ind, og som minimum til du har sat dig. Så undgår du, at hunden farer rundt og snuser til alt, eller bliver fristet til at markere og tisse, hvis der tidligere har været hund eller kat i huset, som den kan lugte.
Kilde: Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub
Et nej til hundebesøg kan blive et problem
Både han og Lise Lotte Christensen peger på, at alle selvfølgelig har ret til at sige nej til at få en hund ind i sit hjem. Men det kan komplicere en relation.
– Jeg tror, at accepten af at sige nej til at få andre folks hunde ind i sit hjem er faldende. Kravene til kvaliteten i argumentationen for et nej er dermed formodentlig voksende. Jeg har læst en stribe amerikanske artikler – for i USA er hunden i endnu højere grad blevet et familiemedlem, næsten på lige fod med børn – der beskriver, hvordan det har besværliggjort mange familierelationer, hvis der er modstridende opfattelser af hunden. Nogle holder simpelthen op med at se hinanden, forklarer han.
Fortæl, hvorfor hunden skal med – og aktivér og luft den først
Lise Lotte Christensen mener dog, man kommer meget langt, hvis man som hundeejer kommunikerer åbent om, hvad det vil betyde at kunne tage hunden med.
– Hvis man fortæller, at man har været på arbejde en hel dag og ikke vil kunne komme forbi, hvis man ikke kan tage hunden med. Eller hvis man forklarer, at man vil kunne slappe mere af eller blive i længere tid, fordi man ikke skal bekymre sig om en tissetrængende hund derhjemme. Så er de fleste forstående, siger hun.
Hun mener til gengæld også, at man som hundeejer har et ansvar for, at hunden er blevet luftet og aktiveret, inden man kommer på besøg. Så den er træt og rolig og højst sandsynligt vil lægge sig ned og sove. Man bør have den i snor inde i huset eller lejligheden og i øvrigt have et tæppe med, den kan ligge på.
Find andre muligheder for at mødes
Når det gælder folk, der reelt er bange eller allergiske over for hunden, kan man måske mødes på midten.
– Hvis nogle har allergi, kan man måske mødes med dem udenfor og gå en tur eller bare være i deres have. Hvis det ikke er højsommer, kan man også lade sin hund blive i bilen og så sørge for at gå ud og gå en tur med den. Hvis nogen er bange for hunden, skal man selvfølgelig også respektere det. Alle skal føle sig trygge i eget hjem. Men man kan jo spørge: - Har du lyst til at mødes og gå en tur, hvor hunden er i snor, hvor I kan lære hinanden at kende?, foreslår Lise Lotte Christensen.
Hvis nogle ikke har andre argumenter end, at de simpelthen ikke har lyst til at have en hund ind i deres hjem, kan det til gengæld godt blive et problem mellem familiemedlemmer eller venner, mener hun.
– Hvis det er fordi, man lige har fået et hvidt tæppe til 50.000, skal man jo bare sige det og foreslå, at man sidder i køkkenet eller i haven i stedet. Men det er klart, at hvis man som hundeejer har et praktisk problem i forhold til hunden og overhovedet ikke møder forståelse hos dem, man vil besøge, så kan det komme til at begrænse, hvor meget man ses, siger Lise Lotte Christensen.
Gensidig respekt er nøglen
Lise Lotte Christensen mener dog stadig, at åben kommunikation kan forhindre de fleste hunde-konflikter.
– Det handler meget om tilgangen. De fleste vil være forstående, hvis man er ydmyg og forklarer grunden til, at man har behov for at have sin hund med. Det duer ikke at skrue op for: Jeg skal have mit pelsbarn med, og hvis du ikke elsker den, så elsker du heller ikke mig, siger hun.
Peter Sandøe er heller ikke i tvivl om, at gensidig respekt er nøglen til at sikre, at hunde ikke splitter venskaber og familierelationer.
– Det er vigtigt for alle at anerkende, at der kan være stærke følelser på spil på begge sider. Dem, der ikke kan lide hunde, skal lade være med at negligere eller bagatellisere de følelser, folk har for deres hunde. Ligesom de folk, der har hunde, skal lade være med at negligere eller bagatellisere det ubehag, nogle mennesker kan have over for hunde, siger han.
Dækker forsikringen, hvis din hund laver skader i andres hjem?
Når du har hund, er det lovpligtigt at have en hundeansvarsforsikring. Den betyder, at hvis din hund er årsag til, at en person uden for din husstand kommer til skade eller får ødelagt sine ting, så vil din hundeansvarsforsikring betale erstatning til personen. Det vil altså som udgangspunkt gælde, når du er på besøg hos andre.
Din hundeansvarsforsikring dækker dog ikke for skader, hvis:
- Personen, der udsættes for skade på sig selv eller sine ting, gør noget, som er årsag til, at hunden laver skade. Fx driller den.
- Personen, der får ødelagt ting, har en anden forsikring, der dækker skaden.
- Personen, der udsættes for skade på sig selv eller sine ting, selv har sagt ja til at passe hunden, og du ikke selv er til stede (hvor lang tid en hund skal have været i ens hjem, før man bliver betragtet som ejeren og derfor ikke får erstatning, hvis hunden ødelægger noget, er der ingen fast definition på. Men i Landsretten er der faldet dom i en konkret sag, hvor 17-18 timer som hundepasser var nok til at blive anset som ejer af hunden.)
Kilde: forsikringsguiden.dk