Har du ingen gammel æbletræsstamme i baghaven, du kan pode på, kan du godt lave dit eget æbletræ alligevel. Følger du guiden herunder, har du snart et nyt æbletræ, der kan pryde i haven eller på terrassen og levere friske, hjemmeavlede æbler.

Under guiden får du gode råd om grundstammer og æblesorter, der egner sig godt til dyrkning i potte.

For podning på en større stamme, se guiden 'Sådan poder du dit æbletræ'.

Det skal du bruge

  • En potte
  • God muldjord
  • Grundstamme, fx af typen M9
  • Podekvist, fx af sorten Pomfital eller Suncats
  • Kniv
  • Elastik, tape eller plastik til at binde enderne sammen med
  • Podevoks
  • En ren, ny pensel

Sådan laver du et æbletræ i en potte

1
Friske rødder

Sådan ser en grundstamme ud – det er denne, du skal plante senere, når du har podet din ønskede æblesort på.

Den skal være samme tykkelse, som den podekvist, du vil pode på – det er lettest.

2
Skråsnit

Skær et skråt snit i toppen af ’træet’ – det skal være lige, rent og langt.

3
Sæt sammen

Sæt podekvist og ’træ’ sammen, så de skrå flader ligger helt lige og fint oven på hinanden.

Det yderste af barken på begge dele skal være lige akkurat være i berøring.

4
Bind sammen

Bind enderne sammen med elastik, tape eller plastik.

5
Kom voks på samlingerne
Smelt podevoksen i en gryde. Du skal bruge meget lidt til en enkelt podning, fx en halv deciliter.

Brug en gammel, tykbundet gryde og en gammel kogeplade – fx fra et loppemarked – og smelt lidt mere, end du tror, du har brug for.

Lad resten af voksen størkne – du kan genbruge voksen næste år, hvis du skal pode igen.

Kom voks på samlingen mellem ’træ’ og podekvist for at beskytte samlingen.

Brug en ren, ny pensel til at fordele voksen på samlingen.
6
Både og

Her ser du en samling med tape og en med elastik.

Bemærk, at der er voks på alle åbne steder, så træet får fred til at vokse ordentlig sammen. Voksen falder af med tiden.

Det er de små, nye knopper, der bliver til det nye træ – ikke selve hovedgrenen.

7
Den endelige samling

Sådan ser den endelige samling ud – her med elastik og voks.

8
Vokset sammen

Sådan ser podningen ud, når den er vokset sammen. Voksen falder selv af, og elastikken kan du fjerne efter et par måneder.

9
Plant ud

Plant roden i en potte med god muldjord (eller direkte ud i havejorden) – og sørg for, at træet får rigeligt med sol. Vand træet jævnligt, og hold det fugtigt.

Træet er lettere at huske og dermed passe og pleje, når det står på terrassen – men det har det bedst i havejorden.

Disse æbletræer er gode til dyrkning i krukker

Når du ønsker at dyrke et æbletræ i et krukke, stiller det store krav til træet. Det hele handler om at finde den rigtige grundstamme til træet og herefter pode med den sort, du ønsker.

Der findes grundstammer, som tillader, at æbletræet bliver meget stort. Det gælder fx vildstammer, der har en kraftig vækst og giver store klatretræer. Vælger du et træ med disse egenskaber, vil det hurtigt vokse ud af krukken.

Du skal derimod vælge et æbletræ, der vokser langsomt og har en 'svag' grundstamme, der ikke tillader, at træet vokser sig stort. Her kan du gå efter den type af æblegrundstamme, der kaldes M9.

Du kan pode de fleste sorter på disse grundstammer, og derved kan du få træer i meget forskellige størrelser, men med æbler af samme sort.

Hvilken æblesort egner sig bedst til plantning i potter?

Selvom grundstammen er vigtig, skal et æbletræ i potte også have den rigtige æblesort. Æblesorter, der giver træet store kroner, er ikke det bedste valg til potter. Her egner de sorter, der kaldes søjleæbletræer sig derimod rigtig godt.

Søjleæbletræer bliver ikke for brede i væksten, og derfor passer de til dyrkning i potter eller krukker. Her er det igen vigtigt, at sorten er podet på den rigtige type grundstamme, der vokser langsomt.

Både Pomfital og Suncats er sorter, der betegnes som søjleæbletræer, og de er derfor gode bud på sorter, hvor du kan få succes med et æbletræ i potter.

Når træet har fået en vis størrelse, kan du plante det ud i haven – eller midlertidigt passe og pleje det i en stor krukke på terrassen, indtil roden bliver for stor og må plantes ud.