Trærødder søger hen, hvor der er vand, og kan derfor vokse sig ind i et kloakrørs samlinger, særligt, hvis der i forvejen er revner ved samlingen.
Trærødderne kan vokse videre inde i kloakrøret og stoppe kloakken til. Det samme kan ske, hvis du har drænrør i jorden.
Det sker dog oftest, hvis der er tale om ældre kloakledninger i beton og sjældent ved kloakledninger af plastrør.
Derudover gælder det for mange træer, at de fleste rødder ligger i de øverste 10-40 cm jord, og da kloakledninger oftest ligger i frostfri dybde, dvs. ca. 90 cm under jordens overflade, vil rødder og kloakledninger sjældent mødes.
Undgå at plante nye træer i nærheden af kloakledninger
Skal du plante nye træer i din have, er det en god ide for en sikkerheds skyld at plante dem et godt stykke væk fra dine kloakledninger. Det er umuligt at sige præcist, hvor langt væk, du skal plante træet, da rødderne vokser forskelligt fra art til art. Forhør dig hos forhandleren af træet.
Vokser der allerede et stort træ i nærheden af dine kloakledninger, kan du forebygge problemer med trærødderne ved at lade en kloakmester kontrollere kloakledningerne jævnligt. Det sker ved en tv-inspektion.
Hvordan finder jeg mine kloakrør?
For at finde ud af, hvor der ligger kloakledninger på din grund, skal du forhøre dig hos din kommune. Det kan også være, at du selv har tegninger over, hvor kloakledningerne ligger.
Husk dog, at du ikke skal tage tegningerne for bogstaveligt. Ofte ligger kloakledningerne ikke præcis der, hvor de er indtegnet, men tegningerne kan give dig en god ide om, hvor på din grund, der er kloakledninger.