Spørg Bolius

Kan jeg slippe for ejendomsskat på fredet område i min have?

Der ligger en fredning af et beskyttet fortidsminde med offentlig adgang på min private grund, altså i min have ved min privatbolig.

Fredningen betyder, at min have er åben for offentligheden, og at ca. 1/4 af min grund ikke er til min rådighed, men består af tilgangsvej til det fredede fortidsminde, samt arealet af selve fortidsmindet og området omkring det. Herudover er der udlagt ca. 1/4 af min grund til privatfællesvej.

Kan jeg fritages for at betale grundskyld/ejendomsskat af det område, som udgør næsten halvdelen af min grund, og som jeg jo reelt ikke kan bruge og eller har fri råderet over?

Mvh Eva

Kære Eva

Tak for dit spørgsmål.

Som udgangspunkt gælder grundskyldsfritagelse kun for ejere af fredede bygninger – ikke fortidsminder. Den offentlige adgang er normalt ikke et krav til private ejere af fortidsminder, så der må ligge en servitut/tinglysning på ejendommen om dette forhold.

Jeg vil dog anbefale, at du tager kontakt til kommunen for at forhøre dig om de konkrete muligheder i dit tilfælde. Kommuner har mulighed for at give fritagelse for betaling af grundskyld for ejendomme "af samfundsmæssige hensyn". Det kan du læse mere om her: C.H.4.3.3.3 Fritagelse for grundskyld af samfundsmæssige hensyn - info.skat.dk

Ifølge Vurderingsstyrelsen bliver der i den offentlige ejendomsvurdering taget højde for såkaldte beskyttelseslinjer, der fx beskytter fortidsminder. Og vurderingen danner grundlag for beregningen af din grundskyld.

Det skulle gerne fremgå af den deklaration, Vurderingsstyrelsen sender til dig forud for vurderingen af din ejendom, om din grund er omfattet af en eller flere beskyttelseslinjer. Hvis det gælder 10 procent eller mere af din grund, bliver det vurderet, om det begrænser de muligheder for at udnytte grunden, som plangrundlaget giver.

Hvis en beskyttelseslinje ikke forhindrer dig i at anvende og udnytte grunden, som det er muligt ifølge plangrundlaget, vil den som udgangspunkt ikke påvirke værdien af din ejendom.

Du kan læse mere her:

Hvilke oplysninger om grund ser vi på - ejendomsvurdering (vurderingsportalen.dk)

Bygge- og beskyttelseslinjer - Miljøstyrelsen (mst.dk)

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Louise Kastberg, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden