Inspiration til valg af fliser
Valg af fliser er både en praktisk og meget personlig beslutning. Pernille Hjorth, arkitekt og sekretariatsleder i Danske BoligArkitekter, giver gode råd og inspiration herunder.
Opsætning
Hvilket mønster skal fliserne sættes op i? Du kan skabe ro eller liv i rummet, alt efter hvilken opsætning du vælger.

Et roligt udtryk bliver her skabt med en kvadratisk flise opsat i tern. Her er der kompenseret for det lidt kedelige mønster med valget af en anderledes farve flise, der står i kontrast til de store, mørke gulvfliser. Foto: Andreas Mikkel Hansen

Et livligt udtryk opstår, når fliserne bliver opsat forbandt – det vil sige forskudt – og det bliver her forstærket af kontrastfugen og den utraditionelle retning på fliserne. Opsat på denne led får fliserne også brusenichen til at virke højere, fordi de horisontale linjer løfter rummet. Foto: Pia Enghild
Husk husets stil
Tag udgangspunkt i husets arkitektur, og vælg flisemateriale og flisedesign, som klæder husets alder og stil.

Et andet klassisk look kan være at vælge marmor, som giver en mere levende overflade end den traditionelle, hvide flise, men som er ret sart og svær at gøre ren. Foto: Andreas Mikkel Hansen.

Et traditionelt look, her i form af den klassiske, kvadratiske flise med en meget smal fuge – også kaldet en knasfuge. Badeværelset her er istandsat, men husets klassiske stil er videreført på badeværelset, også i valg af armaturer. Er du nervøs for, at udtrykket bliver for romantisk, kan du vælge mere enkle armaturer. Foto: Christina Kayser O.

Ud over husets stil og dit eget temperament spiller selve rummet og dets proportioner også en rolle. Er det et meget lille rum, kan du overveje at vælge blanke fliser, som reflekterer lyset og får rummet til at virke større. Foto: Christina Kayser O.

Du kan også vælge at lade fliser gå igen flere steder i huset, fx i badeværelse og på en køkkenvæg eller et entrégulv som her. Foto: Andreas Mikkel Hansen.
Fugen
Mange tænker meget over flisen, men glemmer fugen. Men fugen spiller en stor rolle for det visuelle udtryk – tænk både over bredden og farven på fugen.

En smal fuge i samme farve som flisen skaber ro og sammenhæng i rummet. Her virker det, som om fliserne nærmest går ud i ét, og får det til at ligne et betongulv. Foto: Andreas Mikkel Hansen.

En kontrastfuge skaber liv – her er der udover en kontrast i flisestørrelsen også brugt en lys fuge mellem de mørke gulvfliser og en mørk fuge mellem de lyse vægmosaikker. Foto: Andreas Mikkel Hansen.
Mønster og farver
Skab et unikt og personligt badeværelse med mønstrede, dekorerede eller farvede fliser.

Kunstfliser er dyre, men ved at vælge nogle få stykker kan du give dit bade-værelse et personligt og unikt udtryk. Foto: Andreas Mikkel Hansen.

En flot perlemorsmosaik tilfører kant til et badeværelse med et ellers neutralt udtryk. Her er det utraditionelle farvevalg i brusenichen samtidig et personligt statement. Foto: Christina Kayser O.

Lavasten er et sjældent og eksklusivt valg, der gør badeværelset helt unikt. Her til både gulv og badekar, mens væggen er pudset. Foto: Christina Kayser O.