Hvordan er indervægge af koks bygget op?
En indvendig væg af koks har en samlet tykkelse på typisk 7-8 cm. Den består af 5-6 cm tykke koksplader (slaggebetonplader), der er pudset med ca. 1 cm puds på begge sider. Koksvæggen har fået sit navn, fordi betonblandingen er tilsat koksaske, og pladerne har derfor en mørkegrå farve.
Er der hustyper eller perioder, hvor indervægge af koks især er typiske?
Koksvægge blev brugt som skillevægge i enfamiliehuse og etageejendomme fra ca. 1900 og frem til ca. 1950'erne, hvorefter andre typer indervægge som gasbeton (porebeton) og gips overtog koksvæggens plads.
Fordelen ved koksvægge er, at de ikke vejer så meget og betegnes som lette vægge. Derfor kunne de anvendes som skillevægge i bl.a. etagebyggeri, uden at der var behov for en bærende væg under koksvæggen.
Koksvægge er forholdsvise nemme at opsætte og pudse. Ulempen ved koksvægge er, at det er meget svært at sætte noget fast i væggen, eksempelvis hvis du vil hænge en billedramme op.
Kan indervægge af koks indgå i husets bærende og stabiliserende system?
Koksvægge kan ikke være bærende eller stabiliserende. De fungerer udelukkende som vægge, der adskiller to rum. Der er ingen styrke i dem.
Kan indervægge af koks uden videre rives ned?
Da indervægge af koks ikke er bærende eller stabiliserende, kan de uden videre rives ned. Men du skal være opmærksom på, at en nedrivning sviner meget. Det vil være oplagt at erstatte en koksvæg med en væg af enten gips eller gasbeton (porebeton), som er nemme at opsætte, og som heller ikke kræver, at der er findes bærende væg under.
Kan der uden videre laves en ny døråbning i en indervæg af koks?
Du kan godt lave en ny døråbning i en koksvæg, men ofte vil det være en bedre idé at rive væggen ned og erstatte den med en gipsvæg eller gasbetonvæg (porebeton). Når du skærer hul i en koksvæg, kommer du nemt til at vælte væggen i stedet for. Desuden sviner det meget. Derfor kan det let blive et større arbejde at lave en døråbning end at rive væggen helt ned og erstatte den med en ny - med en døråbning i.
Hvor godt lydisolerer indervægge af koks?
En koksvæg kan lydisolerer rigtig godt. En koksvæg på 7-8 cm kan give en lydisolering på minimum 45 dB.
Hvor godt væggen lydisolerer, afhænger dog altid af samlingerne mellem væg og gulv, mellem væg og loft samt samlingerne med andre vægge. Hvis samlingerne ikke er tætte, vil lyden trænge igennem utæthederne.
Hvilke typer overflader har indervægge af koks?
En koksvæg er som regel pudset på begge sider. Uden på pudsen er der i nogle tilfælde glasfilt eller glasvæv og maling. Oftest er væggen tapetseret, og i dag vil den ofte have mange lag gammelt tapet.
Hvilket underlag kræver indervægge af koks?
En koksvæg stiller ikke store krav til fundamentet. I ældre ejendomme står koksvæggene både på bjælkerne, der bærer gulvet, langs med bjælkerne, på tværs af bjælkerne og midt imellem bjælkerne på en bjælke oven på den bræddekonstruktion, der bærer laget af indskudsler.
Der er ikke behov for en bærende væg under etageadskillelsen, som der kan være ved murstensvægge.
Hvor er indervægge af koks særligt egnede eller uegnede?
En indervæg af koks kan sagtens bruges som væg mellem værelser, også op til et badeværelse. Men den er mindre egnet som væg op mod et køkken, hvis du ønsker at hænge overskabe op på væggen, da væggen ikke er særlig tyk, og skruerne nemt trækkes ud, hvis der hænger noget tungt i dem.
Desuden knuses koksvæggen let. Tunge ting, der er hængt op med skruer, vil kunne få væggen til at knuses i skruehullerne. Væggen er heller ikke så stabil, og derfor kan den nemt bryde sammen ved opsætning af tunge ting midt på væggen.
Desuden skal du altid være opmærksom, når du hænger ting op på en koksvæg, så du ikke borer igennem væggen.
Er indervægge af koks velegnede til at hænge tunge ting op på?
Det er ikke nogen god idé at hænge tunge møbler op på en koksvæg. Hvis du gør det, kræver det megen omhu og forsigtighed. Skruerne har svært ved at sidde fast og bliver nemt trukket ud af koksvæggen igen. Mange mindre skruer er bedre end få store, når du skal hænge noget op på en koksvæg.