Spørg Bolius
I tilstandsrapport vurderes levetid for undertag langt kortere end levetid for tagbelægning - hvor længe kan taget så reelt holde?
Hej Bolius
I en tilstandsrapport er det angivet, at der er tagbelægning i vingetagsten med en meget lang restlevetid, da taget er oplyst at være fra 2008.
Ved undertaget er det angivet at være udført i Banevare/tekstil, og her er restlevetiden angivet til at være 7 år (20 år fra udførelse). Der er ikke adgang til undertaget.
Betyder det, at man for at bevare forsikring og tryghed for tæthed af tagkonstruktionen skal skifte undertaget - og altså tage hele tagbeklædningen op i processen - når restlevetiden er udløbet på undertaget?
VH Emil
Hej Emil
Ja, det er desværre et velkendt og ja... lidt dumt dilemma. Men det ser man desværre ofte, at der bliver valgt et undertag som ikke har tilnærmelsesvis lang levetid som selve tagbelægningen.
Så kan man sige, at det ikke betyder det store, hvis ellers tagbelægningen er tæt nok i sig selv (typisk ved en større taghældning). Men hvis tætheden af taget i sin helhed er afhængig af et undertag, fordi selve tagbelægningen ikke er tæt for slagregn og fygesne, så er det problematisk.
Og ja, der findes ingen “quick fixes” her. Man kan desværre ikke skifte undertaget uden at tage den yderste tagbelægning af. Nogle gange kan man skære undertaget væk, og tætne taget indefra med en understrygning, men det kræver så selvsagt, at der er adgang til taget indefra.
Beklager det lidt kedelige svar. Held og lykke med det.
Læs mere: Undertage
Med venlig hilsen