Hvis du skal sælge hus, er det bedste tidspunkt ugerne op til skolernes sommerferie. Skal du sælge lejlighed er det til gengæld en god idé, at sætte til-salg-skiltet i vinduet helt i starten af året. Det viser en opgørelse over, hvilke uger, der handles flest boliger. Opgørelsen er lavet af Boligsiden.dk for Videncentret Bolius og dækker perioden 2016-2022.
Sælg dit hus nemmest forår og sommer
Antallet af hushandler er størst i ugerne i maj og juni med uge 26 i toppen. Det skyldes formentlig, at både køber og sælger gerne vil have styr på dokumenterne inden sommerferien og derfor lægger sig ekstra i selen, for at få handlen lukket.
Hvis du gerne vil sælge hus hurtigt, er det derfor en god idé, at du i god tid inden sommeren tager kontakt til din ejendomsmægler, får lavet vurdering og udarbejdet markedsføringsmateriale, så du kommer med på det sommermarked, hvor køberne er, og hvor du derfor også har bedst chance for at sælge dit hus.
Må vi vise dig en infografik?
Her plejer at ligge et kort, et lagkagediagram eller lignende. Vi kan desværre ikke vise dig infografikken på grund af dine cookie-indstillinger.
Lejligheder sælger bedst i starten af året
Salget af lejligheder har traditionelt fulgt salget af huse med flest salg i forsommeren. Men et ekstraordinært stort antal handler af lejligheder i starten af 2021 har trukket gennemsnittet op i starten af året. Det er derfor februar og marts, der tegner sig som de mest effektive måneder til at handle lejligheder.
Må vi vise dig en infografik?
Her plejer at ligge et kort, et lagkagediagram eller lignende. Vi kan desværre ikke vise dig infografikken på grund af dine cookie-indstillinger.
Sværest at sælge bolig omkring jul og nytår
Det dårligste tidspunkt at sælge din bolig på, uanset om det er hus eller lejlighed, er over jul og nytår. Årets første og sidste uge er således de uger, hvor der er færrest bolighandler. Der vil altså være færre købere, hvis du drømmer om at sælge bolig i december eller januar.
Sælg ikke bolig i sommerferien
Går du efter en hurtig handel, er det også en god idé at planlægge uden om sommerferien. Ugerne 29, 30 og 31 ligger alle i bunden af listen over antal handler, uanset om der er tale om lejligheder eller huse.