Hvad er statisk elektricitet?
Statisk elektricitet er, når du bliver elektrisk opladet. Og når du rører ved en ledende genstand, aflades den ophobede energi afladet, så du kan få stød. I særlige tilfælde kan den elektriske afladning give synlige gnister.
Ledende genstande er typisk metal, fx dørhåndtag, greb på skabe, skuffer mv., metal på computeren, bildøren eller elevatoren. Men det kan også være andre mennesker.
Hvorfor får du stød?
Statiske elektricitet opstår, når der er gnidninger mellem to materialer, som ikke er ledende. Fx gnidninger mellem sko og gulvbelægning, eller hvis dit tøj gnider mod stolebetræk.
Især om vinteren, hvor den relative luftfugtighed indenfor er lavere, får man nemmere stød fra visse materialer.
Hvor elektrisk du bliver, afhænger - ud over den relative luftfugtighed - af:
- Gulvet - et gulvtæppe, især nålefilt, kan give opladninger, og også lakerede trægulve kan lade.
- Dit tøj - tøj af kunststof øger risikoen for stød.
- Dine sko - sko med såler af både læder, gummi og kunststof kan medføre opladning, men det afhænger af gulvbelægningen.
- Din hud - har du tør hud, er der større risiko for, at du bliver ladet op.
Hvad kan give stød fra statisk elektricitet?
Ledende genstande kan give stød, når du rører ved dem. Det kan være et dørhåndtag med metalgreb, et trappegelænder, en kopimaskine, en radiator eller en bildør.
Hvordan undgår du elektrisk stød
- Skru ned for varmen. Jo større forskel, der er på temperaturen ude og inde, jo lavere bliver luftfugtigheden, og det giver større gener med statisk elektricitet. Hold dog temperaturen på mindst 18 grader.
- Undgå tøj af kunststof eller uld. Kunststof kan give statisk elektricitet.
- Brug fugtighedscreme, hvis du har tør hud.
- Brug antistatisk måtte under din kontorstol og skrivebord.
- Løft fødderne. Statisk elektricitet opstår, når to materialer gnides mod hinanden. Så hvis du slæber fødderne mod gulvet, opstår der mere opladning.
- Åbn døre med håndroden - den nederste indvendige del af hånden. Håndroden er mindre følsom for stød end fingrene.
- Aflad med nøgle. Du kan 'udløse' gnisten ved at sætte en nøgle, en ring eller anden metalgenstand mod genstanden, der typisk giver dig stød.
- Brug skyllemiddel. Skyllemiddel forhindrer udvikling af statisk elektricitet, så brug evt. skyllemiddel, når du vasker tøj. Skyllemiddel indeholder dog stoffer, der belaster miljøet, så derfor bør skyllemiddel være en af de sidste muligheder, du afprøver.