I mange gamle villaer og lejligheder har stuklofterne været kalket før i tiden. Senere har stukken/loftet ofte fået et lag plastmaling ovenpå. For at gøre stukken fin igen, kan du gøre følgende:
Fjern først det øverste lag plastmaling på denne måde:
Bland en tyk grød af tapetklister, og smør et tykt lag på stukken.
Dæk den til med folie i 24 timer, så tapetklisteret kan trænge ind i malingen og løsne den.
Fjern tapetklisteret med en blød børste, så du ikke laver mærker i stukken.
Du kan bruge en gammel tandbørste eller en ispind til at skrubbe/skrabe med. Brug ikke skarpe redskaber, der kan beskadige stukken.
Når malingen er væk, kan kalken vaskes af med lunkent vand. Brug en svamp og/eller en blød børste. Også her kan tandbørster og ispinde være gode redskaber, når kalken inde i stukkens hjørner og krummelurer skal renses væk.