Du kender formentlig lugten af opkast, og det er bestemt ikke en af de rareste lugte. Specielt ikke, hvis lugten af bræk har sat sig fast i sofa, lænestol, madras, dyne gulvtæppe eller tøj.
Men heldigvis kan det lade sig gøre at fjerne lugten og gøre rent efter opkast. Herunder kan du tjekke, hvordan du renser og rengør efter opkast generelt samt mere specifikt på madras, tæppe, sofa tøj, tekstiler, sengetøj samt på glatte overflader.
Hvordan undgår du lugt fra opkast?
- Fjern opkast straks.
- Neutralisér syren fra opkastet med et basisk middel.
- Rengør overfladen for alt opkast.
- Hæng/stil materialet, der er blevet kastet op på, udendørs og lad det tørre helt.
Hvordan fjerner du opkast?
Opkast består af helt eller delvis omsat føde iblandet enzymer og saltsyre. Det er ildelugtende og surt (pH 1-3) og kan være ætsende på følsomme overflader.
Derfor bør du altid fjerne opkast med det samme og neutralisere det med en base – fx et tøjvaskemiddel, en vinduesspray, en sodaopløsning eller natron.
Du skal bruge:
- En skraber, en spatel, en kniv eller en palletkniv.
- Vaskemiddel, soda, natron eller basisk vinduespudsemiddel.
- En børste.
- Rene klude, aviser og evt. køkkenrulle.
Hvad er opkast?
Opkast er en automatisk reaktion fra kroppen, hvor indhold fra mavesækken kastes op gennem munden.
Opkast skyldes, at kroppen vil af med noget skadeligt eller irriterende, og det er et symptom på forskellige tilstande eller sygdomme i kroppen.
Fjern generelt opkast således
- Skrab hurtigt og forsigtigt bræk af overfladen med en kniv, spatel eller palletkniv og pak opkastet ind i en avis. Skrab IKKE opkastet af med papir eller en klud, da det så trænger længere ned i materialet.
- Neutraliser syren i opkastet med en base - spray med en glasspray eller en sodaopløsning eller drys vaskemiddel, soda eller natron på pletten.
- Tør materialet, opkastet har siddet på, udenfor.
- Lav evt. en efterbehandling med lugtfjerner.
- Tør grundigt udenfor igen.
Brug ikke eddike til rengøring af opkast
Flere kilder foreslår at anvende eddike eller blandinger af eddike mod opkast. Med lad være med det – eddike er en syre, som ikke neutraliserer det sure opkast.
Rengøring og rensning af opkast på madras, tæppe og sofa
- Skrab hurtigt og forsigtigt opkast af overfladen med en kniv, en spatel eller en palletkniv og pak det ind i en avis.
- Drys vaskemiddel, soda eller natron på området med opkast, eller spray med en basisk ’spejlrens’.
- Gnid evt. området med en opløsning med salmiakspiritus 1 spsk. 8 % eller 1 tsk. 25 % til 3 dl vand.
- Pletrens med skumrens – se, hvordan du laver en skumrens i videoen ovenfor.
- Lad madras, tæppe eller sofa tørre grundigt – helst udenfor.
Rengøring af opkast på glatte overflader – fx et gulv eller et bord
Som ovenfor. Brug en skurebørste, hvis der er revner og sprækker i gulvet.
Rengøring af opkast på tøj, tekstiler og sengetøj
- Skyl opkast af tøjet eller sengetøjet i toilettet, badekarret, håndvasken eller i en spand vand så hurtigt som muligt.
- Vask det ved så høj temperatur, som tekstilet kan tåle, og på et program med forvask.
- Tør det udenfor.
Hvis tøjet/sengetøjet ikke vaskes straks:
- Neutralisér syren med en base – ellers risikerer du, at der kommer huller i tøjet. Spray fx med basisk glasrens eller læg tøj/sengetøj i blød med vaskemiddel eller soda.
- Vask dagen efter.
- Lad tøjet/sengetøjet tørre udenfor i den friske luft, hvis muligt.
Hvad gør man, hvis der stadig lugter af opkast?
Hvis opkastet er suget ned i madrassen, gulvtæppet eller sofaen, kan det være svært at rengøre helt, og derfor vil det stadig lugte.
Prøv at slippe af med lugten ved at gøre følgende:
- Rengør endnu en gang med et enzymholdigt vaskemiddel eller et desinfektionsmiddel.
- Gnid området der lugter med en opløsning med salmiakspiritus - 1 spsk. 8 % eller 1 tsk. 25 % til 3 dl vand.
- Spray området med en blanding bestående af: 1 del varmt vand, 1 del klar eddike, lidt håndopvaskemiddel samt evt. lidt parfume.
Hvis det stadig lugter af bræk, kan du som en sidste mulighed købe et specielt middel til lugtfjerning. De færdigkøbte lugtfjernere kan opdeles i midler:
- Der maskerer den dårlige lugt.
- Der desinficerer.
- Der ilter lugtmolekylerne.
- Med kul og lavasten, der optager lugtmolekylerne.
Derfor er (udendørs) tørring vigtig
Når rengøringen er færdig, er det vigtigt, at området, hvor opkastet var, tørrer helt. Hvis der bare er lidt fugt, kan der ske bakterievækst, og det vil fortsætte med at lugte.
Hvis man tørrer tøj udenfor, åbner sol, vind og bevægelse af tøjet på snoren fibrene i tøjet, så eventuelle duftstoffer iltes og fordamper og erstattes af en duft af frisk lugt. Hænger tøjet til tørre på et stativ indenfor, bliver tøjfibrene ikke luftet i samme grad. Det kan hjælpe at ryste tøjet grundigt flere gange.
Udendørs luftning i fugtigt vejr kan måske også være med til at fjerne uønsket lugt. Vandmolekylerne optager duftstofferne og fordamper senere fra tøjet.