Det svarer støjniveauet til
I forbindelse med et byggeprojekt har Københavns Universitet angivet disse eksempler på støjniveauer:
- 70 dB(A) svarer til lyden fra en håndmixer på maksimal hastighed 1 meter væk.
- 55 db (A) svarer til tale og støj i et åbent kontorlandskab.
- 40 dB (A) svarer til hvisken ca. 0,3 meter væk.
Kilde: Københavns Universitet
Det er svært at bygge om eller til uden at larme. Naboen er dog forpligtet til at vise hensyn og begrænse støjen i særlige tidsrum, ellers kan du klage til kommunen.
Tjek, hvilke regler der gælder for bygge- og anlægsarbejde i din kommune
Er du generet af naboens byggeprojekt, men i tvivl, om du kan tillade dig at gøre indsigelser, så start med at undersøge, om din kommune har bestemte retningslinjer for, hvor meget byggeri må støje.
Mange kommuner har nemlig fastsat grænser for, hvornår og hvor højt det er tilladt at støje i forbindelse med et byggeprojekt.
Find ud af, hvilke regler der gælder i din kommune, ved fx at søge på "støj" eller "støjende byggearbejde" på kommunens hjemmeside. Du kan også kontakte kommunen. Typisk vil det være afdelingen for teknik og miljø, du skal henvende dig til.
Støjgrænser kan variere fra kommune til kommune
Der er forskel på, hvilke tidsrum og støjgrænser landets kommuner opererer med, når det gælder støjende bygge- og anlægsarbejder. For eksempel er Københavns Kommunes retningslinjer mere lempelige end Aarhus Kommunes, som du kan se herunder. Tjek derfor, hvilke regler der gælder, hvor du bor.
Støjende bygge- og anlægsarbejder
- Brug af elektriske bore- og skæremaskiner eller lign.
- Brug af tårnkran og lign.
- Brug af elektriske lifte.
- Brug af trykluftsværktøj.
- Opstilling og nedtagning af stillads.
- Af- og pålæsning af byggematerialer
- Pålæsning af affald.
Eksempel 1: Aarhus Kommune
- Støjende aktiviteter må kun ske i tidsrummet kl. 7 - 18 på hverdage samt lørdage i tidsrummet kl. 7 – 14. Der er ingen støjgrænse i disse tidsrum.
- Uden for ovennævnte tidsrum må aktiviteter på byggepladsen ikke give væsentlige gener. I praksis betyder det, at der tæt på beboelse ikke kan bruges larmende entreprenørmaskiner eller trykluftbor, vinkelsliber eller andet støjende håndværktøj.
- Ramning (fx pælefundering) må kun ske i tidsrummet kl. 8 – 16 på hverdage.
Eksempel 2: Københavns Kommune
- Støjende bygge- og anlægsarbejder med et støjniveauet på 70 dB(A) må foregå på hverdage kl. 07-19 samt lørdage kl. 08-17.
- Særligt støjende aktiviteter er ikke tilladt lørdag og søndag.
- Om natten i tidsrummet 22-07 må støjen ikke overstige 55 dB(A).
- På alle øvrige tidspunkter er grænsen 40 dB(A).
Snak med naboen, og se om I kan finde en løsning på byggestøjen
Driver naboens byggeprojekt dig til vanvid på grund af larm fra maskiner og håndværkere, bør du i første omgang kontakte naboen og forsøge at finde en løsning.
Særligt støjende bygge- og anlægsarbejder
- Nedramning af spuns, pæle og lign.
- Etablering af sekantpæle eller jordankre.
- Skærende og slibende aktiviteter, fx betonskæring, asfaltskæring og metalskæring.
- Betonnedbrydning.
Se, om det ikke er muligt at finde et kompromis, som I begge kan acceptere. For eksempel kan naboen sørge for at særligt støjende aktiviteter bliver udført, mens du ikke er hjemme.
Kommunen kan begrænse naboens ret til at foretage støjende byggearbejde
Hjælper snakken med naboen ikke, kan du klage til kommunen. Ifølge Miljøstyrelsen har kommunen nemlig mulighed for at gribe ind, hvis støjgenerne vurderes som væsentlige. Det kan fx være, at naboen får påbud om kun at udføre støjende arbejde på hverdage i tidsrummet 07-18.
Overskrider din nabo kommunens retningslinjer, kan han/hun straffes med bøde.
Du har ikke mulighed for at melde naboen til politiet pga. støj fra byggeaktiviteter. Politiet kan kun gribe ind, hvis støjen stammer fra musik el.lign.