Spørg Bolius

Hvilken trætype til ny gavlbeklædning?

Vi skal have gavlbeklædning skiftet, og har set, man kan få thermobehandlet træ, samtidig har en bygningskonstruktør gjort opmærksom på cedertræs anvendelighed. 

Med venlig hilsen Hans

Hej Hans
Tak for dit spørgsmål.
 
Både varmebehandlet træ og cedertræ er gode valg til facaden.
 
Varmebehandlet træ er, som navnet indikerer, blevet behandlet under høj varme og har dermed en højere modstandsevne overfor fugt og trænedbrydende svampe og har næsten ingen svind. Det har dog ikke effekt mod skimmel og blåsplintsvampe og skal derfor have en gang beskyttende grunder minimum én gang. Varmebehandlet træ vil blive sølvgyldent med tiden.
 
Cedertræ har fra naturens side et højt indhold af svampedræbende stoffer og egner sig derfor godt som ubehandlet facadebrædder. Der har derudover heller ikke den store svind og er derfor meget formstabil. Cedertræ bliver med tiden mørk grå.
 
Andre gode alternativer til træfacaden er teak og europæisk eg.
Et andet alternativ er træ, der er blevet overfladebehandlet med en kontrolleret brænding, også kaldet burned wood. Afbrændingen forkuller træets overflade i forskellige toner og de afbrændte sukkerstoffer i træets overflade gør, at træet bliver modstandsdygtigt overfor svampeorganismer. Da burned wood får en kulfarvet og lettere skinnende overflade, giver det umiddelbart kun mening at vælge den slags træ, hvis I alligevel gerne vil have sorte brædder på jeres gavl.
 
Du kan med fordel læse mere om facadetræ i publikationen ''Træ 55, Træfacader'' fra Traeinfo.dk
 
God fornøjelse med projektet.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Sarah Sonne Glatz, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden