Spørg Bolius

Hvad koster et "syn og skøn"

Hvad er den normale størrelsesorden af prisen for "syn og skøn", når skønsmanden er udpeget af "Retten" ? Det handler om en tvist mellem køber og sælger omkring en almindelig villa på ca 150 kvm.
Den af Retten udpegede skønsmand oplyste, da han påtog sig opgaven, at det ville koste ca. 77.000 kr, heraf 11.000 til en landmåler. Det endte med en regning på over 100.000 kr. Er dette i "normalområdet" ?

Eller hvad er i givet fald "normalområdet" for en skønsmand udpeget af Retten.

Mvh Steen

Hej Steen

Det kommer MEGET an på sagens størrelse, her værende mængden af spørgsmål og hvilke undersøgelser, opmålinger mv. der skal laves.

77.000 kr. kan lyde af meget, men hvis der er stillet 77 spørgsmål, så er det reelt ganske “billigt”.

11.000 kr. til landmåler er ikke unormalt.

Dyre skønstemaer kan udover mange spørgsmål gå over mange forskellige fag, og så kan skønsmanden have behov for at inddrage en række andre eksperter, eksempelvis her en landmåler.

Dertil kan sagen ændre sig undervejs, med eksempelvis udvidet behov for undersøgelser, supplerende spørgsmål mv.

Så det er ikke bare lige at svare på.

Men udgifter til skønsmænd på over 100.000 kr. for et almindeligt hus, lyder dog umiddelbart til at være til den høje side.

Skønsmænd tager typisk en 1.200 - 2.000 kr. inkl. moms i timen. Så du kan godt se, at selvom skønsmanden skulle tage 2.000 kr. i timen, så skal skønsmanden have brugt omkring 45-50 timer på jeres sag, for at komme op på omkring de 90.000-100.000 kr.

Har skønsmanden ikke udspecificeret hans udgifter i skønserklæringen?

Jeg håber I kan bruge mit svar.

 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden