Når det er tid til at tage kampen om mod sneen på fortov og i indkørslen, gælder det om at have det rigtige udstyr klar.

Ofte er opgaven i private husstande at rydde et mindre stykke fortov og indgangen til huset. Her er en sneskraber under en meter i bredden oftest en god ide. Så har du kræfter til at lægge et godt tryk på, så skraberen ikke bare glider hen over det nederste af sneen.

Plastikskraberen er ofte bedst

Sneskrabere fås i mange forskellige materialer, og der er fordele og ulemper ved dem alle. Valget står typisk mellem plastik, træ og metal.

Flere sneskraberfirmaer foretrækker plastikskraberen. Bl.a. Snevagten A/S, der fremhæver, at plastikskraberen ofte er ergonomisk udformet og ikke vejer meget, så den er let at fjerne sne med.

Plastikskraberen er også god til ujævnt fortov

Metal- og træskraberne er ofte tungere at manøvrere rundt med. De giver mere mostand, hvis dit fortov er ujævnt, og her er det en risiko, at du lettere rammer de skæve fliser under sneen, så sneskraberen pludselig stopper, og du får sneskraberen i maven.

Hvis du fjerner sneen jævnligt, så den ikke hober sig op, er det ikke nødvendigt at bruge en skovl. Den kommer først ud af skuret, hvis der ligger så meget sne, at du ikke bare kan smide det ud til siderne af fortovet.

Hvis du har et ujævnt fortov, kan en løsning ofte være at prøve med en sneskraber, der er lavet af plastik. Materialet er lettere end metal- og træskrabere, og derfor har de ofte nemmere ved at glide hen over ujævnheder.

Hvilket snerydningsredskab er bedst til hvad?

Sneskraber af plast

Fordele

  • Lav vægt.
  • Den lave vægt giver god mulighed for at lægge kræfter i, så du ikke bare kører sneskraberen over det nederste sne.
  • Den lave vægt skåner din ryg.
  • Fjerner effektivt et stort lag af nyfalden sne, der endnu ikke er trampet hårdt.
  • Glider lettere over ujævnheder end dens søskende af træ eller metal.

Ulemper

  • Skubber sneen rundt og skaber store dynger af sne.
  • Ikke så god til fladtrykt og hårdt stampet sne.

Sneskraber af træ eller metal

Fordele

  • Giver god modstand og kan dermed skubbe mere sne.
  • Fjerner effektivt et stort lag af nyfalden sne, der endnu ikke er trampet hårdt.

Ulemper

  • Tung at manøvrere rundt.
  • Skubber sneen rundt og skaber store dynger af sne.
  • Ikke så god til fladtrykt og hårdt stampet sne.
  • Ikke så god til ujævne overflader som fx. fliser, der ligger skævt.

Skovl

Fordele

  • God til at få sneen helt væk, når der er faldet meget sne.
  • God til hårdt stampet sne, der har ligget i længere tid.

Ulemper

  • Tager lang tid.
  • Du kan ikke skubbe skovlen over fortovet på samme måde som sneskraberen. Du skal derfor løfte al sneen væk.

Kost

Fordele

  • God til hurtigt at fjerne et nyfaldet snelag.

Ulemper

  • Det er hårdt arbejde og tager lang tid at feje store mængder sne væk.
  • Hvis der ligger is under sneen, gør kosten ikke andet end at fjerne sneen, blotte isen og gøre fortovet glat.

Sneslynge

Fordele

  • Sparer tid.
  • Sparer kræfter.

Ulemper

  • Prisen er højere end de andre produkter. Den mest skrabede udgave af en sneslynge koster i omegnen af 600 kr., mens andre modeller kan fås helt op til omkring 33.000 kr. (2022-priser).
  • Pladskrævende. Jo større maskine, jo mere plads kræver den også, når du skal gemme den væk efter vinteren.

Giv sneskraberen et skvæt olie

Det er vigtigt at vedligeholde din snekraber af metal rigtigt, så du undgår rust og forhindrer, at sneen begynder at sætte sig fast på skraberen. Det gøres lettest ved at klargøre skraberen umiddelbart efter, du har brugt den.

Det er en god idé at skylle skraberen, hvis der er metal på den, samt at putte en smule smørelse på den, når du er færdig med at skovle sne. Det er ikke så afgørende, hvilken slags smørelse du bruger - alle olieprodukter kan i princippet anvendes..

Der skal ikke meget til, blot et tyndt strøg med en pensel. Så ruster skraberen ikke og bliver ikke dårligere.