Boligen kort

  • Beliggenhed: Mugla i Tyrkiet.
  • Hustype: Privat bolig på 150 m2 opført i 2024.
  • Arkitektfirma: SO? – se mere på soistanbul.com

Udefra ser Two-Face House ud, som om to forskellige huse er banket op mod hinanden. Mod nord er facaden 4,5 meter høj og viser et træskelet med vinduer af glas og polycarbonat, som er en form for plastikmateriale, der tåler både storme og kraftige regnskyl. 

Mod syd er huset halvt så højt og beklædt med store sten – genanvendt fra det tidligere hus på grunden. De to meget forskellige udtryk og facader mod henholdsvis nord og syd er resultatet af omgivelsernes vind og vejr, hvor især meget varme somre har nødvendiggjort en lukket og kølende stenfacade mod syd, der samtidig virker isolerende varm om vinteren, mens nordsiden er stor og transparent for at lukke lys ind og give en smuk udsigt.

Hems med kontor og gæsteværelse

Huset er udformet som et rektangel på 22 x 4,5 meter. Den stenklædte bagside mod syd læner sig nærmest ind mod bakken, mens fronten mod nord bliver husets imødekommende ansigt udadtil. Lofthøjden er på forsiden af huset 4,5 meter, hvilket giver plads til en indbygget hems, hvor der er indrettet kontor og gæsteværelse ovenpå, mens badeværelset er placeret nedenunder. Resten af hjemmet er ét stort rum med køkken, spisebord og stue, mens de fleste af døgnets timer bruges udenfor på et terrassedæk, der går rundt om to af husets sider.

Næsten helt selvkørende

– Huset ligger på en bakket, stejl grund, som gør det vanskeligt at komme til i bil. Derfor byggede vi huset i moduler på en fabrik og samlede så modulerne på grunden, forklarer arkitekt Oral Göktaş og tilføjer, at de mange tanker om at omfavne områdets klimamæssige påvirkning og føre dem ned på tegnebrættet for så at blive konkretiseret har vist sig at være godt givet ud.

– Huset har nu stået færdigt i et år, og det står distancen mod vejr og vind godt. Der er ingen overophedning, opsamling af regnvand fungerer perfekt, og solpanelerne på taget er effektive. Huset kører næsten helt uafhængigt af offentlige forsyningssystemer for vand og el, siger Oral Göktaş.