Spørg Bolius
Hovedentreprenøren er stukket af, arbejdet er ikke færdigt, men har efterladt værktøj - hvad gør vi?
Hej
Hvordan er man stillet, hvis man er i den uheldige situation, at hovedentreprenøren stikker af fra kontrakten?
Der er i dette tilfælde tale om et badeværelse, der ikke står noget nær færdigt. og siden betaling af sidste rate så er vvs'er (hovedentreprenør) umulig at komme i kontakt med og har heller ikke været og lave noget arbejde.
Jeg tænker umiddelbart, at man er nødt til at vente til den dag, kontrakten siger, at projektet skulle være færdigt, før man kan gøre noget?
Han har blandt andet efterladt noget værktøj og nogle materialer, som jeg ikke ved, hvad jeg må gøre med på et senere tidspunkt, hvis jeg ikke hører mere fra ham. Og kan man politianmelde på dette grundlag? Det er jo i min verden tyveri.
Mvh Sigurd
Hej Sigurd
Du fortæller mig forhåbentlig ikke, at du har betalt manden, før arbejdet er færdigt? Det er jo desværre første regel i en enhver byggesag, at det gør man aldrig!
Nu ved jeg ikke, hvad jeres kontrakt siger, men du må ikke vente for længe på at få lukket sagen. Jeg anbefaler nogle gange, at man fysisk møder op på deres arbejdsadresse for at fange dem, og spørge, hvad pokker de har gang i. Men ellers jo, så kan du godt vente, til arbejdet skal stå færdigt iht. kontrakten. Men som du sikkert allerede har gjort, så skal du skrive det til entreprenøren og gøre ham opmærksom på, at tidsfristen snart udløber, og at du, grundet hans manglende færdiggørelse, betragter det som misligholdelse af jeres kontraktforhold. Men det bedste er nu en gang, at du får fat på ham enten ansigt til ansigt eller telefonisk.
Og ellers ja igen. Møder han ikke op, og gør arbejdet færdigt, som du har betalt for, så må det blive en politianmeldelse for bedrageri.
Som sagt kender jeg ikke ordlyden i din kontrakt, men måske er der også aftalt dagbøder og sådan. Men igen, det er bare ”sjovere”/nemmere at kræve, hvis du reelt har penge tilovers.
Mht. værktøjet, så kan man jo bruge det lidt som pant, men jeg gætter på, at det ikke udgør den samme værdi. Værktøjet kan du låse inde, om ikke andet, indtil du har fået dine penge retur. Men ellers må du selvsagt ikke bare tage ejerskab over det. Sagen skal lukkes helt, evt. ved en politianmeldelse, og hvis han så ikke kommer tilbage efter værktøjet, må du enten beholde det eller smide det ud.
Held og lykke med det, og jeg håber at du kan bruge mit svar, på trods af den kedelige situation.
Med venlig hilsen