Klik for større billeder og swipe for flere billeder
- Som du nok kan se, er jeg en ordensmand. Det er en miljøskade efter 18 år i flyvevåbnet og 7 år i SAS.
46-årige Martin Bay Holm slår ud med armene, da han åbner døren til sit hobbyrum. Det er bygget op omkring hans store passion: En metalblå Mercury Cougar med cremefarvet tag og lyse lædersæder.
- Egentlig er det vel en garage. Men bilen er min hobby, og jeg har bygget rummet omkring den udelukkende for, at jeg kan dyrke min hobby, så på den måde kan man vel godt sige, at det er mit hobbyrum, smiler Martin Bay Holm.
Styr på tingene i hobbyrum
Fra gulv til loft er der systemer i Martins hobbyrum. Systemer med skuffer, kasser, reoler og hylder, hvor han opbevarer værkstøj, skruer, spændebånd, bor, ledninger, skruemaskiner og dimser og dutter.
- Jeg har bygget det hele selv. Jeg startede nede fra gulvet og byggede så elementer oven på hinanden for til sidst at lægge bordpladen på, siger han og peger.
Et år til at bygge og indrette hobbyrum
Over bordet på væggen hænger en grønmalet plade, hvor Martin har hængt alt sit værktøj i sirlige rækker. På gulvet under bordet står en stabel af rugbrødskasser oven på hinanden.
Martin har sat dem på et bræt med hjul, så stablen let kan trækkes ud. Som front har han skruet MDF-plader på og monteret håndtag. Her har han ledninger, mere værktøj, pudseklude og polish til bilen.
- Det tog mig et år at bygge og indrette rummet. Jeg vidste præcis, hvordan jeg ville have det, og det var meget vigtigt for mig, at det var præcis, som jeg ville have det, så jeg føler, at det er mit sted, siger Martin, der til daglig er disponeringsleder i SAS, hvor han har ansvar for, at flyene bliver rengjort.
10-12 timer i hobbyrummet - hver uge
Når Martin ikke er på arbejde, bruger han 10-12 timer om ugen i sit hobbyrum på at reparere på bilen og rydde op og holde orden i sine ting.
- Jeg ved, hvor alting er. Så hvis du spørger mig, om jeg har en bestemt skrue, så finder jeg den med det samme, siger han og kigger på de mere end 50 skuffer, der er omkring ham.
Pinup på værkstedet
Over Martins hoved med det tilbagestrøgede, gråsprængte hår hænger fine rammer med billeder af pinup-piger i retrostil, som har hængt på Martins farmors pensionat.
- Letpåklædte kvinder hører til værkstedskulturen. Men da jeg ikke gider at have nøgne kvinder på væggene, synes jeg, at de her billeder er fine alternativer, siger Martin.
Chauffør for kongehuset
Den modsatte væg er plastret til med plakater fra racerløb og veteranbil-træf som Copenhagen Historic Grand Prix og Klampenborg Classic. Ved siden af hænger et avisudklip med et foto af Martin, da han var chauffør ved kongehuset og kørte i kortege ved Dronning Ingrids begravelse.
- Det var en spændende oplevelse at køre for kongehuset. Og biler har jo været min store interesse, siden jeg var barn. Da jeg var 3 år, kunne jeg alle bilmærker uden ad, og min far var flymekaniker, så jeg har fået det der med motorer ind med blodet, griner Martin.
Hobbyrum giver livskvalitet
Men det er ikke kun på grund af bilen, at Martin elsker at være i sit hobbyrum.
- Martin er i balance, når han kommer ud og får lidt olie på fingrene. Og flere af naboerne, er død misundelige på ham, siger hans kone Anne, som kommer ud i garagen.
Hun er glad for, at han har bygget et sted til sin hobby, og når det så oven i købet ligger i forlængelse af huset, er det sjældent, at det bliver et problem.
- Jeg går som regel først her ud, når børnene er puttet. Og jeg spørger altid først Anne, om det er ok, fortæller Martin.
Med far på værksted
Parrets tre børn Louis, Sally og Laura elsker at være i værkstedet hos far. De har oven i købet deres egen høvlebænk i børnehøjde, som de af og til hamrer og saver på, mens far pudser sin bil. Martin synes ikke selv, at han er særlig øm over bilen.
- Men jeg må da indrømme, at hvis det regner, kører jeg ikke ud i den, siger han og stryger en hånd hen over den skinnende kølerhjelm.
En bil til Martin - og resten af familien
Bilen er bygget som storebror til Mustang tilbage i 1968. Der er kun 4-5 af slagsen i Danmark, og Martin købte den i 2007, da han fandt den på internettet og fik tilsendt mere end 100 billeder af den, før han slog til og fik den skibet til Sverige.
- Jaguar lagde sag an mod producenten, fordi de syntes, at logoet, som er en puma, mindede for meget om Jaguars logo. Derfor krævede de, at der skulle stå 'Cougar' under selve logoet, fortæller han.
Men selv om 'cougaren', som familien kalder bilen, er fars bil, får børnene skam også lov at komme med på ture.
- Lige nu mangler jeg en bestemt del til bilen, før den kan køre. Men når jeg får den fra USA, skal hele familien på tur. Den skal da luftes, inden det bliver vinter, siger Martin Bay Holm.
Lav dit eget hobbyrum
Martins råd til andre, der vil lave sit eget hobbyrum:
Lav en plan og en tegning over, hvordan hobbyrummet skal se ud.
Lav en plan for, hvad du skal købe for at indrette rummet.
Overvej, om du har fx borde eller reoler i forvejen, der kan bruges, eller om du kan bygge noget af det selv.
Undgå at bruge hobbyrummet til alt for mange forskellige ting, da det så hurtigt bliver rodet.
Hold orden og sørg for, at du har nok opbevaringsplads. Så bliver du gladere for rummet og har mere lyst til at være der.