En lampe hænger flottest, hvis den hænger midt over bordet.

Heldigvis kan du selv få den til at hænge lige relativt nemt og med få hjælpemidler. Du kan enten bruge en saks og en snor eller en lommelygte.

Herunder viser vi først en billedguide, der viser dig, hvordan du gør med saks og snor. Til sidst kan du læse, hvordan du hænger lampen lige over bordet med en lommelygte.

Sådan hænger du din lampe helt lige med saks og snor

Værktøj

  • Saks

Materialer

  • Snor
  • Tape

Sådan gør du

1
Find midten
Marker midten af bordet med to snore diagonalt fra hjørne til hjørne.
2
Tape snoren fast
Tape snorens ender fast i bordets hjørner.
3
Snor i saks
Bind et stykke snor fast i saksen og hold saks og snor op over krydset på bordet
4
Markér midten
Sæt et lille kryds i loftet, når spidsen af saksen hænger lige over krydset.
5
Klar til opsætning
Bor et hul, hvor du har sat krydset, og så er du klar til at hænge lampen op.

Hæng lampen præcis hvor du vil - kun med en lommelygte

Find midten af dit bord. Tape et stykke papir fast cirka på midten af bordet. Mål med en tommestok bordets bredde og marker midten af bredden papiret. Mål herefter bordets længde og marker også midten af denne på papiret. I skæringen mellem de to, har du midten af bordet.

Sæt nu en lommelygte på midten af bordet og lad den pege op i loftet.

Lommelygtens lyskegle viser præcist, hvor midten af bordet er oppe på loftet. Marker med blyant midten af lyskeglen - og du ved, hvor lampen skal hænge.

Ledningens længde og ophæng

Sørg for at få et ledningsophæng med, når du køber en ny lampe. Dette ophæng sikrer, at lampen bliver hængende i loftet. Ved større lamper følger der ofte snor eller stålwire med, og disse skal altid monteres.

Sørg for, at ledningen er lang nok, til at den kan hænge i en svag bue. Det ser pænt ud, men det er også smart, hvis du får brug for at lave mindre justeringer af lampens højde over bordet.