Spørg Bolius
Hvordan hænger jeg loftlampe op når jeg har loft af gipsplader?
Hej Bolius
Hvor tung en lampe kan vi hænge op, når vi har 2 lag gipsplader som loft på forskallingsbrædder med 30 cm mellemrum?
Vi ved ikke, hvor lange forskallingsbrædderne er, og hvor de hæfter. Vores lejlighed er fra 2006 med et loft, der skråner.
Vi har kik på en lampe, der totalt vejer 3 kilo, og faktisk kunne vi godt tænke os at hænge 2 ens lamper op med 120 cm mellem ophængene.
mvh Inga
Hej Inga L.
En generel regel er, at tunge ting, der vejer 5 kilo eller mere, altid skal gøres fast i selve konstruktionen - dvs. i de bærende bjælker eller spærfoden og ikke kun i loftbeklædningen, gipspladerne eller forskallingsbrædderne.
Normalt vil der være mindre end 120 cm mellem spærene, så teoretisk bør I kunne hænge de to lamper op i de to lag gips eller forskallingen når de hænger med minimum 120 cm afstand mellem ophæng.
Du skal sikre, at der er to lag gips i loftet, da der normalt kun er et lag gips i loft, men to lag på vægge.
For at finde ud af, hvor der (bag gipspladerne) er forskallingsbrædder, hvor du kan fastgøre ophæng, kan du kan søge med en syl, så kan du mærke, hvor der bag gipsen er luft, og hvor forskallingsbrædder (normalt 10-12,5 cm brede) giver modstand.
Det er altid vigtigt at anvende de helt rigtige rawlplugs til formålet. De skal kunne bære minimum de 3 kilo, men præcis, hvilken type vil være afhængigt af, om fastgørelsen sker i de to lag gips, eller om fastgørelsen skrues op i de bagvedliggende forskallingsbrædder.
De forskellige typer rawlplugs til ophæng i gipslofter kan fås i alle byggemarkeder, det vil fremgå af produktbeskrivelsen, hvilke der kan bruges til de forskellige formål.
Læs mere: Rawlplugs
Hvis lamperne skal sidde tættere end afstanden mellem spærene, så de gøres fast i samme forskallingsbræt/gipsplade, eller du vælger en lampe, der vejer 4-5 kilo eller mere, skal du altid have ophænget fastgjort i den bagvedliggende konstruktion, fx spærene eller de bærende bjælker.
Det kræver en anden form for ophæng, der kan bære lampens vægt. Hvis lampen skal placeres et sted, hvor der ikke lige er fx et spær eller en bjælke bagved, som kan give det underlag, hvor lampen kan hænges op i, kan det være nødvendigt at udføre en forstærkning, eller en form for udveksling mellem bjælkerne, som lampen kan fastgøres i.
Læs mere om: Lamper
Med venlig hilsen