Hvis din terrassedør har set bedre dage, og dele af den er ødelagt, kan du overveje at udskifte den.

Undersøg først, om døren kan repareres. Er det ikke muligt, kan du godt selv udskifte den.

Når du alligevel er i gang, så overvej, om den nye dør skal være bredere, da det giver mere lys. Det har vi gjort i denne guide.

Overvej også at montere et indvendigt dørgreb med lås eller kodelås – det sikrer din bolig bedre mod indbrud.

Sådan udskifter du din terrassedør

1
Bestil og modtag terrassedør
ny terrassedør leveret
Husk at måle især den præcise højde, inden du bestiller den nye terrassedør. Du kan bestille en ny dør i byggemarkeder eller på internettet. Tjek, at døren har de rigtige mål, og at den ingen skader har, når den leveres.
2
Tjek, at der er reparationsmaling
reparationsmaling
Der bør være en lille bøtte med reparationsmaling med den nye dør – gem den, så du kan duppe evt. små skader.
3
Bræk støttelægter af med koben
støttelægter på terrassedør brækkes af med koben
Vær forsigtig, når du skal have døren af pallen og brække støttelægterne af, så du ikke laver mærker eller skader. Et lille koben som det på billedet er særdeles handy.
4
Vær flere om at bære døren
ny terrassedør bæres på plads
Det er en fordel at være flere, når døren skal løftes på plads – den er meget tung.
5
Visuel besigtigelse
Ny terrassedør tjekkes for skader
Tjek igen døren for skader, når den er pakket helt ud.
6
Mål døren op
Terrassedør måles med tommestok
Mål døren op, så du præcist ved, hvor stort hullet skal være. Husk, at der skal være 12 mm luft hele vejen rundt om døren, så døren kan arbejde, og du kan få en pæn og ens fuge hele vejen rundt.
7
Mål op på ydervæggen
Ydervæg på hus måles med tommestok
Mål også op på ydervæggen i din bolig, så du ved, hvor døren skal sidde, og hvor du skal skære i ydervæggen.
8
Mål også op indvendigt
Indvendig væg måles op
Mål også op indvendigt. Lav et mærke i midten af den gamle dør, så du præcist kan måle op til alle sider ude som inde og have samme udgangspunkt.
9
Streg det lodrette mål op med et loddebrædt
loddebræt holdes lodret og streg tegnes med blyant
Streg det lodrette mål op med et stort loddebræt, så du får en helt lige streg, du kan skære efter. Tjek altid, om der sidder ledninger i væggen, inden du begynder at skære.
10
Skær først med stanleykniven
stanleykniv skærer i væg
Skær først stregen efter med en stanleykniv, så sikrer du helt lige afskæring.
11
Skær med fuksvansen/saven
Sav bruges til at skære igennem gipsplader
Brug en sav til at skære helt igennem gipspladerne.
12
Skær den gamle dørkarm ud
Dørkarm skæres ud
Nu kan du skære den gamle dørkarm ud. Læg flere vandrette snit på karmen med en stiksav, så er karmen nemmest at få ud.
13
Bræk karm ud med koben
Karm brækkes ud med koben
Bræk den gamle karm ud af væggen med et koben. Jo flere snit du har lavet med saven, jo nemmere er det at brække karmen ud.
14
Fjern dørkarmen
Gammel dørkarm fjernes
Fjern hele karmen, så der er plads til at udvide dørhullet.
15
Udvid dørhullet
Let ydervæg fjernes
Flyt den lette ydervæg (træstolper) til begge sider, så dørhullet bliver stort nok.
16
Tjek, om dørkarmen passer
dørkarm holdes op mod hul i væg/mur
Nu skal du tjekke, om den nye dørkarm passer. Tag først begge døre af – det er langt nemmere at sætte karmen på plads uden de tunge døre, som hele tiden åbner og lukker.
17
Skru de gamle lodrette stolper af
De gamle stolper skæres væk
Start med at skrue de gamle lodrette stolper af. I et ældre hus kan stolperne være sømmet fast, og så må du have fat i en nedstryger eller en bajonetsav. Montér derefter stolperne igen i siderne.
18
Tjek, at dørkarmen er i vater
Med loddebræt tjekkes, at dørkarmen er i vater
Det er vigtigt, at alle lodrette og vandrette flader på karmen er 100 procent lige og i vater, så døren kan lukke ordentligt. Brug et loddebræt og sæt karmen helt lige i dørhullet.
19
Få bundstykket til at være helt lige
Med vaterpas tjekkes det, at bundstykket ligger helt lige
Læg klodser under bundstykket, så ikke det bukker, når du træder på det. Tjek igen efter, om trinnet er helt lige med et vaterpas.
20
Bor for
Der bores for i dørkarmen
Bor for, inden du skruer de store karmskruer i – så minimerer du risikoen for, at karmen flækker. Skruen på boret skal være mindre end karmskruerne. Karmskruerne var i dette tilfælde 8 mm tykke, så vi brugte et 6 mm bor.
21
Skru dørkarmen fast med karmskruer
Brug en skruemaskine til de store karmskruer. Brug 3-4 skruer i hver side – så får du dørkarmen til at sidde helt fast.
22
Karmskrue med fuldt gevind
Karmskrue med fuldt gevind
Den valgte karmskrue har fuldt gevind og skrues i med en torx bits 30.
23
Skru karmskruer fast inde i falsen
Karmskrue skrues fast i falsen
Sæt skruerne i falsen, når du skruer karmen fast. Så er skruerne ikke synlige, og du undgår at skulle pletmale.
24
Stop isolering i mellemrummet
Isolering stoppes ind i huller med bænkvinkel
Inden du sætter brædder på udvendigt og lukker af, skal du stoppe alle mellemrum med isolering. Brug den gamle isolering, hvis den er tør og ikke fejler noget. Stop isoleringen ind med en bænkvinkel, da den kan få isoleringen ind i selv de mindste revner og sprækker. Tag dig god tid, så du får isoleret korrekt, så du slipper for træk.
25
Afslut med trykimprægnerede brædder
Afslut med trykimprægnerede brædder
Udvendigt skal bræddebeklædningen afsluttes, så det matcher det eksisterende. Brug trykimprægnerede brædder, som du bagefter kan male.
26
Søm brædderne fast
Trykimprægnerede brædder sømmes fast
Søm brædderne fast med galvaniserede søm.
27
Her er den nye terrassedør
Den nye, dobbelte terrassedør
Så er den nye, dobbelt terrassedør færdig og klar til brug, træværket skal dog lige males.

Se, hvordan du laver et nyt dørtrin og en pæn afslutning med en aluminiumsskinne i guiden 'Lav selv et nyt dørtrin'.