Hvis du skal have ny terrassedør, er der flere hensyn, du bør tage. Du skal både sikre dig, at terrassedøren placeres rigtigt i forhold til rummene og deres indretning, den skal passe arkitektonisk til husets facade, og størrelse på og placering af sprosser skal harmonere med de oprindelige vinduer.
Se en samling spændende terrassedøre her - og få nyttige tips med samtidig.
Galleri: Samspil mellem terrassedør og huset
Opholdsstue og terrasse tæt på hinanden
Dette sommerhus fik en ny facade af glas for at binde stue og terrasse bedre sammen. Terrassedøren er derfor placeret i siden af det store glasparti, så der stadig er god mulighed for møblering midt på terrassen og i opholdsstuen.
Foto: JVK
Symmetriske terrassedøre
En terrassedør skaber god forbindelse mellem ude og inde, men en ny terrassedør kan samtidig forringe mulighederne for møblering eller bryde med husets symmetri. Her er symmetrien bevaret ved at placere to terrassedøre i hver side af glasfacaden.
Foto: JVK
Harmoni og sammenhæng
Det gamle landhus fik ny terrassedør i dagligstuen. Dørens bredde og sprossernes placering blev valgt, så den nye dør harmonerer med de oprindelige vinduer, hvilket giver en harmonisk og rolig sammenhæng
Foto: JVK
Skydedør
En terrassedør tager meget plads, overvej om du med fordel kan vælge en skydedør og måske i glas. Her ser du, hvor lyskanaliserende og let en skydedør af glas kan være.
Foto: JVK
Kvist med terrassedør
Denne familie, der bor her, manglede plads og ombyggede derfor deres hus - resultatet blev en stor opholdsstue på førstesalen. For at invitere lys og luft inden for, etablerede de en kvist med denne klassiske terrassedør.
Spraglede farver
I dag vælger langt de fleste døre og vinduer i hvid, men for bare 10-20 år siden var der døre og vinduer i meget mere spraglede farver. Her et parcelhus med døre i brune karme og hvide rammer.
Kontrast med grønne skoder
Selvom vinduer og døre er hvide, kan du skabe kontrast ved at tilføje andre farver til døre og vinduer. Her er de oprindelige skodder bevaret i deres grønne farve.
Modspil til minimalismen
En nyopført villa i funkisstil med minimalistisk kakkelbeklædning får både modspil og charme af døre og vinduer i teaktræ. Læg mærke til, hvordan de smalle havedøre harmonerer med huset og samtidig giver god kontrast til de brede vinduespartier.
Facade med bred farvepalet
En smuk facade og et hus med en bred palet af farver og materialer. Facade i sten, grønt kobbertag og fine gamle terrassedøre og vinduer i teaktræ, der med den rette behandling kan holde i mange mange år.
Terrassedøren er i læ
Parcelhuset fik vokseværk, og den oprindelige garage blev ombygget til 2 værelser. Fra det ene værelse blev der mod haven sat en havedør i cedertræ i, så den matchede den øvrige beklædning. At terrassedøren er trukket tilbage, giver ekstra mulighed for læ for regnen.
Flere fordele med den langstrakte vindue
Nye havedøre til palævillaen er en udfordring, her løst med det langstrakte vindue for oven, hvilket har flere fordele: Dels gør det havedøren lavere, så det ikke er en næsten 3 m høj dør, du skal åbne, og dels kan vinduet åbnes og give frisk luft hele dagen uden at invitere indbrudstyve indenfor.
Foto: Bøjsø
Samme nivaeu ude og inde
Terrassedøren mellem spisestue og terrasse får ude og inde til at smelte sammen på de varme sommerdage. Særligt når ude og inde som her er i samme niveau. Bemærk terrassedørens enkle stil og næsten usynlige design.
Gamle villaer
I gamle villaer var der ofte slet ikke nogen terrassedør, hvilket var forbeholdt større villaer, der så havde en havedør mellem stue og have eller som her fra en havestue og ud. Terrassedøre og vinduer til nybyggede verandaer fås også i disse gamle 'romantiske' design i dag.