Spånplader er ikke det mest holdbare materiale. Det sker, at de hængsler, der holder en skabslåge på plads i skabskabinettet, bliver revet af, og at det ikke er muligt at skrue dem fast igen.

Sæt propper i spånpladen

Hvad gør du ved det? Den bedste løsning er, at sætte små træpropper ind i skabskabinettets spånplade, så du igen kan sætte hængslerne på i noget fast materiale. Til dette lille projekt er det en god ide at lave en boreskabelon, så du er sikker på, at træpropperne har den helt rigtige placering. Se hvordan du gør i guiden nedenfor.

Værktøj

  • Bore/skruemaskine
  • Bænkvinkel
  • Skruetvinger
  • Stemmejern
  • Forstnerbor (et bor, der borer meget pæne huller uden at have et langt søgebor foran sig)
  • Propbor

Materialer

  • Lim
  • En stump vinkelret plade - fx MDF - skal bruges som måleplade og boreskabelon
  • Træ til propper

Sådan reparerer du en låge i spånplade

1
Tøm skabet

Tøm skabet og afmontér hylder, trådskuffer m.m.

2
Klargøring

Til at starte med skal du have streget op, hvor der skal indsættes nye træpropper - altså der, hvor hængslet er gået løs, og hullerne er ødelagt.

3
Vandrette streger

Nu skal du slå streger for at finde midten – sådan gør du:

4
Vær præcis
Overfør stregerne på kanten af skabet til noget fast, fx en restplade, så du har afstanden på midten af hullerne tegnet herpå. Overfør midten af hullet-stregen fra pladen til skabet, så du nu har opstregning på de ødelagte hullers midte.
5
Lodret linje
Brug ikke en tommestok eller bøjelig lineal til dette – det er nemmere at arbejde med en stiv plade til at overføre målene. Det er meget vigtigt, at det bliver helt nøjagtigt. Nu har du et nøjagtigt blyantskryds midt i de ødelagte huller.
6
Overfør til pladen
Markér hullernes ’højde’ og ’dybde’ på pladen, så pladen får overført de samme streger og mål, som der er på skabssiden. Husk at holde pladen mod bunden af skabet, når du tegner punkterne over. Markér stregerne med din bænkvinkel.
7
Følg kanten
Læg pladen ned, så forkanten af pladen flugter med midten af hulrækken. Sæt et mærke på pladen, hvor forkanten går til. Pointen er, at de præcise placeringer for de ødelagte spånpladehullers midte skal føres over på pladen. Derfor er det vigtigt, at pladen er vinkelret og stabil - ligesom skabet.
8
Forlæng stregen
Forlæng stregerne på målepladen med bænkvinklen.
9
Byg en boreskabelon
Du skal bore oven i det ødelagte hul, og det kan det være svært at placere bordet præcist og at undgå, at boret skøjter rundt i det gamle hul. Lav derfor en 'boreskabelon' ud af det bræt eller plade, du har tegnet på – dvs. en støtteplade, der kan styre boret. Bor et hul i pladen der, hvor linjerne krydser hinanden. Vi har brugt et 15 mm forstnerbor. Husk at bore oven på noget træ, der kan kasseres bagefter. Så undgår du, at bagsiden af hullet flosser eller at du borer hul i underlaget.
10
Spænd fast
Spænd din nylavede ’boreskabelon’ - dvs. pladen med markeringerne på – fast på skabssiden med skruetvinger. Den skal støtte på bunden af skabet og flugte med forkanten af skabet. Markér med blyant eller tape på dit bor, hvortil du skal bore, så du fx ikke borer ind til køleskabet.
11
Husk vinklen
Nu skal du bore gennem hullet i boreskabelonen og ind i skabssiden. Vær omhyggelig med at holde boret vinkelret på skabet.
12
Tjek de nye huller
Fjern din boreskabelon og tjek, at de nye huller sidder præcist oven i de gamle.
13
Bor propper
Med et propbor, der er nøjagtig samme størrelse, som det bor, du har boret hullerne i skabsvæggen med, bores fire propper. Propbor af en ordentlig kvalitet er ret dyre, men du kan få et ok propbor for ca. 100 kr. i lavprisbyggemarkeder.
14
De fire propper
Sådan ser de fire propper ud. Du kan også bruge noget rundstok eller færdige terrassepropper - bare de passer nøjagtigt sammen med det bor, du har boret hullerne med.
15
Lim løs
Kom trælim i hullerne af siden af skabet. Fordel limen med en tændstik eller lignende.
16
Prop i
 Sæt propperne i hullerne, og lad limen tørre. Tørretiden står på limflasken.
17
’Stik propperne af’
’Stik propperne af’, som det hedder, når du fjerner det overskydende, så de flugter med skabssiden. Brug et skarpt stemmejern – og gør det i små bidder. Forsøger du at gøre det i et hug, kan proppen gå i stykker nede i hullet, og så er det forfra.  
18
Streg over
Stregerne på kanten af skabet, samt midten af hulrækken, føres ind på proppen med bænkvinklen. Bor derefter for med et 2,5 mm bor.
19
Hængslet på igen
Montér hængselbeslaget igen med 2 skruer. Vi brugte 3,5x16mm skruer. Du kan ikke genbruge de skruer, som oprindeligt sad i beslaget, da de er beregnet til montage i plasticdybler, som skabet er bygget med fra starten.
20
Klik lågen på
Sæt lågen på igen ved at klikke hængselbeslaget på ophænget i skabet. Sæt trådskuffer og hylder på plads. Inden du er helt færdig, skal du rette lågen, så den står helt lige.