Spørg Bolius

Garanti og udbedring af fejl i nyt hus

Hej, Vi flyttede ind i et Bernt Nielsen hus i 2020. Huset er opført i 2016. Den tidligere ejer har meldt problemer til Bernt Nielsen med løse fliser og utæt hoveddør. Bernt Nielsen har efterlimet flere fliser og set på hoveddør med tidligere ejer.

Da vi overtager huset i 2020 opdager vi ret hurtigt "hule" fliser og når det regner har vi vand i entréen fra hoveddøren. Vi kontakter Bernt Nielsen som kommer ud og tjekker alle fliser. Der er flere med dårlig vedhæftning (lyder hule) men ikke nok til at Bernt Nielsen vil efterlime. Vi påpeger at det formentlig kun er et spørgsmål om tid så ser vi løse fliser. Der gøres flere forsøg med hoveddøren men den er fortsat utæt.

Vi har nu 2 fliser der "klikker" når vi går på dem. Bernt Nielsen vil ikke foretage sig yderligere hverken med fliserne eller hoveddøren. Der er tegnet byggeskadeforsikring i TOPdanmark.
Hvordan er vi stillet i forhold til Bernt Nielsen og vil en forsikring dække her?

Hilsner, Lars Mathiesen

Hej Lars

Ja, det er et godt spørgsmål, for hvis byggefirmaet nægter at udbedre manglerne, så er der jo lidt kun “hårde vej” tilbage.

Mit bedste råd er, at I kontakter en uvildig byggeteknisk rådgiver, som kan hjælpe jer med at undersøge og vurdere manglerne. Herefter skal denne beskrive manglerne, og denne rapport/redegørelse kan sendes til byggefirmaet.

Man kan vælge at melde skaderne til Byggeskadeforsikringen med det samme, men da byggeskadeforsikringer kun dækker væsentlige skader, er det noget usandsynligt at de vil dække disse forhold. (Ja, jeg ved det godt: man synes det er ret væsentligt, at der kommer vand ind, men det mener forsikringen med garanti ikke). Dertil er der nogle ret høje selvrisikoer på disse skader.

Hvis byggefirmaet fortsat nægter at udbedre, så kan I overveje at stævne byggefirmaet for udgifterne til udbedringen.

Er udgifterne til udbedring mindre end 50.000 kr. (det må den byggesagkyndige vurdere) kan I føre sagen som en småsag i domstolene, hvilket har en langt mindre kompleks proces, og beregnet til at man kan/skal føre sagen uden brug af advokater.

Er det over 50.000 kr. er det lidt mere komplekst, men ikke desto mindre.

I kan desværre ikke benytte Ankenævnene, da der er tale om nybyggeri der har kostet mere end 1 mio. kroner.

Jeg håber I kan bruge mit svar. Held og lykke med det.   

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden