Fliserne har gennem tiden været alt lige fra diverse nuancer af brun og gul til farverige og blanke eller med dekorative mønstre. Heldigvis er der stadig masser af gamle badeværelser og køkkenfliser, som endnu ikke er pillet ned og erstattet med nye, moderne fliser.
Det viser et væld af billeder, som Videncentret Bolius’ følgere på Facebook har delt med os. Mens nogle elsker den gamle retro stil, drømmer andre om at erstatte de farverige fliser med noget mere afdæmpet og moderne. Men de mange farver er et tegn på, at boligejerne har haft en fest, dengang de valgte fliser til badeværelset, mener Tine Nielsen, arkitekt og fagekspert i Videncentret Bolius.
– De meget farverige fliser kom især sammen med parcelhuset. De blev valgt, fordi de var moderne, og fordi man på badeværelset kunne give den fuld gas – der skulle være farver og mønstre, så det ikke lignede et hospital, forklarer Tine Nielsen.
Retro fliser giver unikt udtryk på badeværelset
Badeværelset var et udtryk for en drøm, der blev opfyldt, nemlig drømmen om eget parcelhus og den rigdom, det var, selv at kunne vælge sit helt eget udtryk på badeværelset. Der var desuden plads til at slå sig løs, da de færreste vil se på en helt rød stue, mens farverne derimod gav liv til det lidt kedelige badeværelse.
Tilbage i 60’erne og 70’erne flyttede de fleste ind i et hus og tænkte mest på, hvad de selv var vilde med.
– Når du dengang byggede et hus, tænkte de fleste, at ’her skal jeg bo resten af mit liv. Jeg ville elske et grønt badeværelse’, og så lavede de et grønt badeværelse, siger Tine Nielsen.
I dag er badeværelserne mere neutrale som på hoteller. Dels har moden ændret sig, og dels tænker boligejerne mere på, at de skal kunne sælge huset – hvilket ofte bliver en stopklods for de mere dristige farvevalg.
Billedserie: Retro fliser til badeværelse og køkken
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Grønne, blå og gule: Bevar de gamle fliser
Overtager du et hus med gamle fliser, er det måske en idé lige at tøve et øjeblik, før du river de mosgrønne/mintfarvede/havblå/lysegule/mørkebrune fliser ned. Med et øget fokus på bæredygtighed giver det mening at spare på ressourcerne og bevare det, vi allerede har, i stedet for at udskifte det hovedsageligt af æstetiske årsager. Moden skifter hele tiden, og nogle af fliserne er i dag retromoderne.
– De gamle fliser kan give badeværelset noget stemning. Prøv at give dem en chance, og så kan du modernisere det samlede udtryk, fx med et moderne toilet eller badeværelsesmøbel, et stort spejl på væggen, håndklæder i samme nuancer – det er også billigere, lyder det fra Tine Nielsen.
Får du brug for en ekstra flise eller to til at reparere fx en revnet flise, kan du lede i genbrugsbyggemarkeder som fx Genbyg eller på dba.dk. Nogle af farverne bliver også stadig produceret. Vær dog opmærksom på, at der i bygningsreglementet altid er krav til både materialernes og konstruktionens vandtæthed i et badeværelse.