Spørg Bolius

Fugt har ødelagt kældervæg - ejerskifteforsikring vil ikke dække?

Hej Bolius

Kælderen i vores murermestervilla fra 1927 er en del ramt af fugt. Særligt ydervæggene er hårdt ramt. Da vi købte huset for 4 år siden, var alle væggene helt nymalede og flotte hvide. Jeg kan se, at der er brugt akrylmaling. Idag er pudset mange steder faldet af, der er mange saltkrystalliseringer på væggene og brune og gule skjolder. Indervæggene er formentlig kalkede eller malet med silikatmaling eller der er anvendt indfarvet puds. De er derfor i markant bedre stand end ydervæggene. Jeg har anmeldt det som en skade til ejerskifteforsikringen, da jeg mener, at den tidligere ejer har brugt forkert maling til ydervæggene, der har ført til fugtskader. Jeg er klar over, at et hus med den alder ikke kan forventes at have en tør kælder, men akrylmalingen har gjort, at væggene ikke har kunnet ånde, hvorfor der er sket en større fugtophobning end ellers.

I tilstandsrapporten er der blot nævnt en K1'er, hvor der konstateres, at der er mindre fugtopstigning og fugtgennemtrægning samt områder med lidt løst/afskallet puds. Dette er specifikt nævnt for to andre rum i kælderen, end i de rum, hvor vi idag oplever de største fugtskader.

Vi vil nu igang med at fjerne alt det løse puds og den gamle maling og pudse væggene op igen med diffusionsåben puds og male væggene med diffusionsåben maling efterfølgende. Jeg mener, at det må være en sag for ejerskifteforsikringen at bekoste en del af i det mindste.

Forsikringsselskabet afviser, da de henviser til, at de i policen har taget forbehold for at dække fugtskader i kælderen på baggrund af tilstandsrapporten. Jeg er indforstået med, at de ikke skal dække "almindeligt" forekommende fugt i en kælder med den alder, men kan de fraskrive sig at dække skader, som følger af forkerte materialer?

Vedhæftede billeder viser en væg, der var kridhvid for fire år siden.

Troels P

Hej Troels P

En kælder i en bolig fra 1927 må man regne med er fugtig. Faktisk ville det nok være sådan, at selv om det ikke er nævnt i tilstandsrapporten ville ejerskifteforsikringen nok ikke dække. Dette er fordi at kældre med den alder altid vil være fugtige.

Det kan sagtens være den samme type maling der er anvendt til både inder- og ydervægge. Ydervæggene er blot langt mere påvirkede af fugt fra jorden udenfor. Indervæggene får kun fugten nedefra.

Så jeg må nok give jeres ejerskifteforsikring ret. De kan ikke dække et forhold, som er helt normalt for huse med den alder.

 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine R. Sode, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden